Kager

Hjemmebagt kringle

De fleste husker mormors bagværk, men står du og mangler hendes gode opskrifter, får du her opskriften på en hjemmebagt kringle!
af Pia Buusmann. 23.03.2015 Foto: Jes Buusmann.
Hjemmebagt kringle

Kringlen hører en anden tid til, og hvis du ligesom os husker mormors hjemmebag til eftermiddagsskaffen, vil den gamle kending uden tvivl bringe gode minder med sig. Med en god kop kaffe til er denne opskrift på hjemmebagt kringle den perfekte overraskelse til familien.

2 personer

Dej

  • 2½ dl mælk
  • 50 g gær
  • 125 g blødt smør
  • 100 g sukker
  • 2 æg
  • 550 g hvedemel

Fyld

  • 125 g chokolade
  • 100 g blødt smør
  • 100 g sukker
  • 125 g marcipan
  • 1 æg
  • 1½ spsk. sukker
  • 40 g hasselnødder

Sådan laver du hjemmebagt kringle

Dej

  1. Varm mælken op til 37° (håndtemperatur), og rør gæren ud i mælken.
  2. Tilsæt smør, sukker og æg, og rør det sammen. Tilsæt melet lidt ad gangen, og ælt dejen, til den er smidig − den må gerne være lidt klistret.
  3. Dæk dejen med et rent viskestykke, og stil den til hævning et lunt sted i ca. en 1 time.

Fyld

  1. Hak chokoladen groft, og rør smør, sukker og chokolade sammen.
  2. Del dejen i 2 stykker, og rul dem ud på et meldrysset bord til firkanter på ca. 30 x 35 cm. Fordel ½ af fyldet på hver firkant. Skær marcipanen i tynde skiver, og fordel dem hen over fyldet – du kan også rive marcipanen over fyldet.
  3. Fold den ene side af dejen ind over fyldet, og tryk den let ned mod midten. Fold så den anden side over dejen, og tryk den let fast. Fold enderne ind under dejen, så fyldet ikke løber ud.
  4. Læg kringlen på en bageplade med bagepapir, og gentag med den anden kringle. Lad dem efterhæve, mens ovnen varmer op til 200°.
  5. Pisk ægget sammen, og pensl kringlerne. Hak nødderne, og drys kringlerne med sukker og hakkede nødder. Bag kringlerne i ovnen i ca. 20 minutter, til de er gyldne.

TIP: Der er oprindeligt brugt økologisk gær i opskriften. Økologisk gær er lidt dyrere end den traditionelle gær, men bageresultatet bliver bedre, og du undgår den syrlige smag af gær. Hævetiden med økologisk gær kan være lidt længere. Husk altid, når du bager, at tilsætte melet lidt ad gangen. Dejen skal være let klistret og smidig, så får du et rigtigt saftigt resultat.