Kager

Squashkage med citron og birkes

Man går aldrig galt i byen med en god gammeldags squashkage. Denne prikkede version er tilpas saftig og svampet og med et nyt, frisk tvist fra citron og birkes. Få opskriften på squashkage her!
af Carsten Kyster 7.10.2015 Foto: Columbus Leth
squashkage

Sæsonen for squash er over os netop nu, og den gul-grønne grøntsag er dejlig saftig og har en skøn, mild smag, som egner sig perfekt til gode skærekager, som nemt kan blive tørre i krummen.

Vi er bekendte med den traditionelle krydrede squashkage, som vi gerne serverer med et smil gennem hele sæsonen, men nu har vi smagt på en ny favorit med squash, og den deler vi med dig lige her!

Appetit på mere squash? Prøv denne squashkage med flødeost-creme!

Squashkage med citron og birkes

(8-10 personer)

Det skal du bruge til squashkage:

  • 4 æg
  • 200 g rørsukker
  • 100 g blødt smør
  • 50 g mandler
  • 275 g hvedemel
  • 4 spsk. blå birkes
  • 2 tsk. bagepulver
  • 1 usprøjtet citron
  • 300 g squash

FÅ FLERE GODE KAGER MED ISABELLAS!

Sådan laver du squashkage:

  1. Tænd ovnen på 185°. Beklæd en aflang bageform med bagepapir.
  2. Pisk æg, rørsukker og smør sammen med en elpisker. Hak mandlerne groft, og bland dem sammen med mel, birkes og bagepulver.
  3. Riv citronskallen på den fine side af et rivejern, og pres 3-4 spsk. saft af citronen. Riv squashen på den grove side af rivejernet. Vend citronskal, citronsaft og squash i dejen sammen med mel- og mandelblandingen, og rør det hele godt sammen.
  4. Fordel dejen i formen og bag kagen i ovnen i 40 minutter. Tag kagen ud af formen, og afkøl på en bagerist. Skær kagen i tykke skiver, og servér med en dejlig kop te.

Tip! I stedet for at bage én stor kage, kan dejen fordeles i muffinforme og bages i ovnen ved 200° i 12-15 minutter.

Du kan bruge squash til meget andet. Prøv vores opskrift på grillede squash i timianolie, eller vores opskrift på one pot-nudler med squash og svampe.