Se også
Aftensmad
Krydret paella med kylling og rejer
Her får du opskriften på en klassisk spansk paella med kylling og rejer – den er nem, lækker og mættende, og den kan serveres sommer og vinter!
Foto og tekst: Inge Skovdal.
28.02.2020
Inviter dine gæster på en klassisk spansk menu, der både kan serveres i sommervarmen eller på de kolde aftener, hvis du trænger til at drømme dig væk til varmere himmelstrøg. Her får du opskriften på en klassisk paella med kylling og rejer – den er super nem, lækker og mættende!
Ingredienser
- 1 kylling, ca. 1.400 g
- 4 spsk. olivenolie
- 2 løg
- 2 fed hvidløg
- 500 g risottoris
- 1 rød peberfrugt
- 500 g tomater
- Ca. 1 l hønsefond
- ½ tsk. safran
- 500 g tigerrejer med halevifte
- 1 håndfuld bredbladet persille
Sådan laver du paella
- Partér kyllingen: Del bryststykkerne i 3, del lårene i over- og underlår, og skær vingerne af.
- Svits kyllingestykkerne i olivenolie, indtil de er gyldne, og tag dem af varmen.
- Pil og hak løg og hvidløg fint, og svits dem i olie. Tilsæt ris, og steg videre ved lav varme i nogle få minutter.
- Skær peberfrugt og tomat i tern, og tilsæt dem sammen med fond og safran. Lad det simre sammen med kyllingen i ca. 20 minutter – rør indimellem. Tjek, om risene skal have mere væde.
- Læg folie over, og lad paellaen simre 10 minutter mere. Tilsæt tigerrejerne, og lad det hele simre i 5-10 minutter, indtil rejerne er færdige.
- Hak persillen, drys den over, og servér med patequetas og aioli til.