Kylling i ovn er så nemt, fordi det blot kræver at lægge kylling og tilbehør i et fad, og så passer det sig selv i ovnen. I mellemtiden kan du lave salaten, og ellers hygge dig med familien. Hvis du har travlt, kan du bruge over- eller underlår i stedet for selv at partere en hel kylling.
Kylling i ovn med kartofler, oliven og fennikelsalat
Tid: 20 minutter
Ovntid: 40 minutter
Antal personer: 4
Det skal du bruge til kylling i ovn:
- 1 hel kylling
- 500 g kartofler
- 1 glas grønne oliven med mandler
- 1 bundt rosmarin skal og saft af 1 usprøjtet citron
- 1 spsk. tørrede chiliflager
- salt og friskkværnet peber
- 4 spsk. olivenolie
Fennikelsalat:
- 100 g frisk babyspinat
- 1 fennikel
- 4 spsk. olivenolie
- salt og friskkværnet peber
Prøv også: Sund kylling i karry
Sådan laver du kylling i ovn:
- Tænd ovnen på 200°. Skrub kartoflerne, og skær dem i både. Læg dem i en bradepande eller i et ovnfast fad.
- Hæld væden fra oliven, og fordel dem i fadet. Partér kyllingen i 8 stykker, og læg stykkerne oven på kartofler og oliven.
- Skyl og hak rosmarin. Riv og pres citronen. Bland hakket rosmarin, citronskal og citronsaft sammen med chiliflager, salt, peber og olivenolie.
- Fordel blandingen over kyllingestykkerne, og steg dem i ovnen i 35-40 minutter, til de er sprøde og gennemstegte.
Fennikelsalat:
- Skyl og tør spinaten. Rens fenniklen, og skær den i papirtynde skiver, gerne på et mandolinjern.
- Vend spinat og fennikel med olie, salt og peber i en skål. Servér salaten som tilbehør til kylling og kartofler.
Prøv også: Kylling i ovn med citron og fennikel