Vegetarisk jul: Indbagt nøddepostej

Antal: 
6 personer
Det skal du bruge: 
Indbagt nøddepostej
1½ dl fuldkornsris
2 små porrer
2 gulerødder
250 g champignoner
1 spsk. timianblade
1 spsk. olivenolie
1 dl fløde
1 æble
150 g hasselnødder
2 store æg
1½ rulle butterdej
1 æg (til at pensle med)
 
Grøntsager, nødder, ris og sprøde æbler udgør det lækre fyld i denne vegatariske nøddepostej, som vi har pakket velsmagende ind i butterdej. Den er både nem at lave og smager virkelig skønt. Den spiselige stjernepynt kan du naturligvis blot udelade, hvis den skal på bordet en hverdagsaften. 
 
Kål til nøddepostejen? Sådan laver du hjemmelavet rødkål
 

Sådan laver du indbagt nøddepostej:

  1. Kog risene efter anvisning på pakken, og lad dem afkøle.
  2. Snit porrer og gulerødder fint. Hak champignoner. Steg porrer, gulerødder, champignoner og timian i olivenolie i 5 minutter. Tilsæt fløde, og lad det koge ind.
  3. Hak æble og hasselnødder fint, og bland det med grøntsagsblandingen, ris og æg.
  4. Rul den ene rulle butterdej ud på en plade med bagepapir. Form postejen oven på dejen, og luk butterdejen på toppen. Fold enderne op, og vend postejen om, så enderne ligger nederst. Rul den halve rulle butterdej ud, og udstik stjerner i forskellige størrelser. Pensl dem med sammenpisket æg, og læg dem oven på postejen. Pensl også stjernerne ovenpå, og bag postejen i ovnen i ca. 1 time ved 175°, til den er gennembagt og gylden.

Pynt til julebordet: Fold en serviet som et juletræ

Vegetarisk sauce til jul:

Der er masser af tilbehør til julemaden, som er vegetarisk. Dog spiser vegetarer i sagens natur ikke andesauce. Hvis der mangler sauce til nøddepostejen, kan du fx lave en kold sauce af cremefraiche og hakkede krydderurter eller en varm grøntsagssauce af løg, porre, gulerod, hvidløg, hakkede tomater og grøntsagsbouillon.
 
 

Praktiske husmortips til nøddepostej:

  • Nøddepostejen kan også varmes op dagen efter og indgå i en frokost med resten af kålsalaterne til.
  • Brug den sidste ½ rulle butterdej fra pakken til små pestosnegle. De skal bage i ovnen ved 200° i ca. 10 minutter, til de er gyldne.