
Brunkager – som mormor lavede dem

Nogle ting skal der bare ikke laves om på - som fx julens brunkager. De er så meget indbegrebet af jul, at de vil kalde minder frem hos de fleste.
Derfor man du meget vel kaste dig over disse brunkager af Mette Blomsterberg, som er helt traditionelle i smagen.
Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.
Måske kan du huske duften, der spredte sig i hele huset, da du var barn, og det var mormor, der stod for bagningen.
Eller du kommer i tanke om den fine kagedåse, hvor hun altid gemte de sprøde og dejlige brunkager i. Brunkager kan spores helt tilbage til middelalderen, de blev dengang omtalt 'peberkager', og har sidenhen været en fast tradition i de fleste danskers hjem ligesiden.
En ting er sikkert, brunkagerne er kommet for at blive.
Brunkager med et tvist? Prøv disse med pistacienødder!
Med den her opskrift på klassiske brunkager bliver du sendt direkte tilbage til mormors køkken og kan gøre hende kunsten efter!
Brunkager af Mette Blomsterberg
Antal: ca. 100 stk.
- 250 g smør
- 125 g brun farin
- 250 g sirup
- 1 tsk. stødt nellike
- 1 tsk. stødt ingefær
- 1 spsk. stødt kardemomme
- 1 spsk. stødt kanel
- 50 g smuttede mandler, finthakkede
- 1 tsk. fintrevet økologisk appelsinskal
- 1½ tsk. potaske
- 1 spsk. lunet vand
- ½ kg mel
Sådan laver du brunkager af Mette Blomsterberg
- Kom smør, farin og sirup i en gryde, og smelt det over middel varme. Lad det forsigtigt komme op til kogepunktet, og tag gryden af varmen. Rør nellike, ingefær, karde-momme, kanel, mandler og appelsinskal i sukkermassen.
- Opløs potasken i lidt lunet vand, og rør det i sukkermassen. Tilsæt mel, og rør, til dejen er blank. Lad den køle lidt af, og rul den i tykke pølser. Pak dem i plastfolie, og frys dem til næste dag (eller i et par uger, hvis du er i god tid).
- Tag dejen direkte fra fryseren, og skær den i tynde skiver. Bag brunkager på bageplade med bagepapir ved 200° i 5-7 minutter. Lad brunkagerne køle af på bagepladen.
Mette Blomsterberg: Opskrifter på julesmåkager og konfekt
Hvis du har lyst til at lave endnu flere julegodter, kan vi varmt anbefale at gå i Mette Blomsterbergs fodspor. Hendes julekager og konfekt smager skønt!



