Frugtsalat med jordbær, lime og ingefær

Der findes næsten ikke nogen bedre sommerdessert end frugtsalat efter en god middag. Den er enkel at lave, du kan bruge de frugter, du bedst kan lide, og så smager den ganske enkelt fantastisk og friskt. Her har vi brugt jordbær, ananas og ferskner, men du kan sagtens bruge andre frugter og fx erstatte ananas og fersken med mango eller melon. Frugtsalaten har også fået lidt knas i form af usaltede pistacienødder. 
 
Prøv også: Eksotisk frugtsalat

Frugtsalat med jordbær, lime og ingefær

4 personer
Det skal du bruge:
  • Ca. 20 g ingefær
  • Ca. 1 spsk. mynteblade
  • 2 limefrugter
  • 1 spsk. sukker
  • 20 usaltede pistacienødder
  • 16 jordbær (ca. 250 g)
  • ½ ananas (ca. 150 g)
  • 2 modne ferskner 
Pynt:
  • Mynteblade

Prøv også: Frugtsalat med bær

Sådan laver du frugtsalat

  1. Skræl og riv ingefæren fint på et rivejern. Pres saften ud gennem en sigte. Hak mynteblade, og pres saften af limefrugterne.
  2. Bland det hele sammen med ingefærsaft og sukker. Rør rundt i saften, til sukkeret er opløst.
  3. Hak pistacienødderne groft, og rist dem på en tør pande. Skær jordbær, ananas og ferskener i mundrette stykker.
  4. Bland saft, nødder og frugter sammen i en skål, og fordel salaten i portionsglas. Pynt med mynteblade på toppen, og servér.

Prøv også: Kage med nektarin og grillet frugtsalat