Forretter

Tunsandwhich med kartofler, bønner og oliven

Prøv en ny sammensætning i denne grillede tunsandwich med kartofler, bønner, æg og oliven - du får opskriften her!
af Marie Melchior. 8.08.2012 Foto: Jakob Valling.
Grillet tunsandwich med kartofler, æg, bønner og oliven

Ingredienser

  • 300 g helt frisk tun
  • Olivenolie
  • 6 nye kartofler
  • 3 æg
  • 100 g grønne bønner
  • 1 grønt egeblad salathoved (en relativt ny sort, der fås i rød og grøn)
  • 1 salatløg
  • 6 store sandwichboller
  • 1 dl sorte oliven uden sten
  • Havsalt og friskkværnet peber

Sådan laver du grillet tunsandwich med kartofler

  1. Sørg for, at tunen er frisk - fortæl fiskehandleren, at den skal kunne spises rå.
  2. Pensl tunen med olivenolie, og grill den et minut på hver side på en varm grillpande eller under en grill.
  3. Kog kartoflerne møre i rigeligt saltet vand. Sæt dem til afdrypning, og lad dem køle af. Skær kartoflerne i skiver, når de er kolde.
  4. Kog æggene, til de er hårdkogte, lad dem køle af, og skær dem i skiver, eller del dem med æggedeler.
  5. Nip bønnerne, og læg dem i kogende vand i 3-4 minutter, så de stadig har bid. Afkøl bønnerne med koldt vand i et dørslag.
  6. Skyl salaten, og slyng den tør i en salatslynge, eller dup den tør med et viskestykke.
  7. Skær løget i fine ringe.
  8. Varm bollerne på grillen eller i ovnen, til de er sprøde. Halver bollerne, og smør dem med olivenolie på begge halvdele.
  9. Læg store salatblade på den ene halve, og læg herefter skiver af tun, kartofler, æg og løg. Læg bønner på toppen sammen med oliven. Krydr med havsalt og peber, og dryp med mere olivenolie.
  10. Læg de andre halve boller på toppen, og tryk dem sammen.

TIP: Hav masser af servietter klar, da disse sandwich godt kan være en udfordring at spise.