Konfekt

Overdådige trøfler

De ligner små fine kunstværker. De smager, så englene synger, og de er super nemme at lave selv. Her får du en række fristende opskrifter på overdådige trøfler.
af Ann-Marie Grønning og Charlotte Pletcher-Frankild 8.08.2008 Foto: Anders Grønning

Trøfler er en slags konfekt med blød chokoladeganache pyntet typisk med kakaopulver, finthakkede nødder eller revet citrusskal.

Her får du tre opskrifter på forskellige slags trøfler, som dine julegæster vil elske at sætte tænderne i.

Trøfler med Baileys

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Cirka 20 trøfler

Det skal du bruge:
½ dl piskefløde
100 g blød nougat
50 g mørk chokolade
25 g smør, i tern
2 spsk Baileys
Pynt:
Små metalkræmmerhuse
finthakkede, ristede hasselnødder

Sådan gør du:
Opvarm piskefløden ved jævn varme. Hak nougat og chokolade fint, og bland det i piskefløden. Når massen er håndvarm, tilsættes smørret under omrøring. Tilsæt Baileys, fyld massen i en sprøjtepose med tylle, og fyld kræmmerhusene med blandingen.

Rist hasselnødderne i ovnen ved ca. 200° i ca. 7 minutter, hak dem fint, og drys på dine trøfler som pynt.

TIP: Læg et par lag stanniol over en skål, og stik kræmmerhusene i, så vælter de ikke, når man fylder dem.

Selvom ingen vil betvivle din status som konfekt-gud, når du disker op med hjemmelavede trøfler, så se lige disse herlige opskrifter på konfekt med nougat - mon ikke de også kunne blive en del af julens udbud af konfekt?

Trøfler med appelsin

Cirka 20 trøfler

Det skal du bruge:
2 dl appelsinsaft
1 spsk honning
1 ½ dl piskefløde
200 g mørk chokolade, hakket fint
25 g smør, i tern
Pynt:
Orangestrimler
Petit four-forme.

Sådan gør du:
Kog appelsinsaften ind til ½ dl. Varm honning og piskefløde op, og bland det med den indkogte appelsinsaft. Hak chokoladen fint, og rør den i appelsin-, honning- og piskeflødeblandingen. Når blandingen er håndvarm, tilsættes smørret under omrøring. Hæld trøffelmassen en sprøjtepose med tylle, fyld petit four-formene, og sæt dem i køleskabet. Pynt dine trøfler med strimler af appelsinskal inden servering.

Trøfler med hindbær

Cirka 20 trøfler

Det skal du bruge:
100 g Marabou-hindbærchokolade
100 g mørk chokolade 66 %
2 dl piskefløde
1 spsk honning
25 g smør i terninger
Pynt:
150 g hvid overtrækschokolade
frysetørrede hindbærstykker

Sådan gør du:
Hak chokoladen fint. Varm piskefløde og honning op ved jævn varme, og hæld blandingen over chokoladen under omrøring. Når chokolademassen er håndvarm, tilsættes smørret under omrøring. Hæld trøffelmassen i en form på 10 x 15 cm, og stil den til afkøling i køleskabet. Skær trøffelmassen ud i terninger. Smelt den hvide overtrækschokolade i vandbad, og overtræk dine trøfler med chokolade. Pynt de færdige trøfler med tørrede hindbærstykker.

Kan du ikke få nok af trøfler? Så får du da lige en opskrift på trøfler med kokos

Her fås pynt til konfekt

Den fine pynt til din konfekt såsom sukkerkugler, syltede amarenakirsebær, orangestrimler, kræmmerhuse, kandiseret appelsinskal, kandiserede violer, rosenvand, frysetørrede hindbærstykker og petit four-forme fås i velassorterede supermarkeder og delikatesseforretninger.