Grønt

Salat af grillet radicchio og jordbær

Prøv denne salat med grillet radicchio, jordbær og vesterhavsost og spis den som en lille forret eller som tilbehør til grillet fisk, fjerkræ eller lyst kød.
af Mikkel Karstad, Foto: Lars Ranek 4.05.2011

Forkæl dine gæster med denne lækre jordbærsalat. Den er nem at lave og smager helt vidunderligt. Den har en lækker blanding af salat, dressing, ost og syrlige jordbær.

Det skal du bruge:
6 personer

3 radicchiosalathoveder
2 spsk akaciehonning
2 spsk balsamico
½ dl olivenolie
havsalt og friskkværnet peber
10 friske jordbær
½ bundt kørvel eller sødskærm
Vesterhavsost efter lyst og behag

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Læs også: Dyrk dine egne jordbær!

Sådan gør du:
Fjern de yderste blade af radicchioen, skær rodenden af og del den ud i blade. Læg bladene i en skål og vend dem med 1 spsk honning, 1 spsk balsamico, 1 spsk olivenolie, salt og peber.

Lad salaten trække i 5 minutter, inden den skal på grillen. Læg radicchioen på en varm grill og grill cirka 1 minut. Husk at vende bladene rundt et par gange, så de bliver ens grillet på alle sider og falder lidt sammen, men stadig har noget sprødhed. Tag radicchio af grillen, læg dem i et fad og vend med den resterende honning, balsamico og olivenolie, så de bliver dejlig saftige.

Nip blomsten af jordbærrene og skær dem ud i tynde skiver. Drys jordbær og kørvel på toppen af de lune radicchioblade. Anret salaten i en skål og kom store flager af Vesterhavsost på toppen.

Server salaten med det samme, så den stadig er lidt lun.

Læs også: Jordbær/rabarbersorbet med lavendel!

TIPS
Dansk superost. Vesterhavsosten fra Thiese Mejeri er lagret i 26 uger i den salte vesterhavsluft på Gammel Damgård helt ude ved Bovbjerg Fyr. Den vandt Mejeribrugets Gourmetpris i 2008. Osten er tør og fast i konsistensen modsat de traditionelle danske oste.