Tag frø af sommerens blomster
Blomster & Planter

Sådan tager du frø af sommerens blomster

af Bente Halkjær 11.09.2020
Foto: Kira Brandt.
I det tidlige efterår er det tid til at høste frø fra de blomster i haven, du vil så igen til næste år. og gemme dem til næste år. Se, hvordan du kan høste frø og samle dit eget lille frølager, og bliv guidet til smukke blomster, der egner sig til formålet.

Helt naturligt klipper vi blomsterhovederne af, når de visner i sensommeren. Men hvis du vil lave dine egne planter næste år, er det en god idé ikke at smide blomsterhovederne ud.

I stedet kan du udvælge nogle af de flotteste planter, sætte et mærke ved dem og lade nogle af blomsterne sætte frø. Du kan samle frø fra enårige sommerblomster, toårige blomster og stauder.

Se hvordan du gør, her eller gå på opdagelse i billedeserien længere nede, for at se, hvilke sommerblomster, der er gode at tage frø af.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Sådan samler du frøene

Frøstandene skal helst blive siddende på planterne så længe som muligt, men de skal dog ikke sidde så længe, at frøene drysser ud. En god tommelfingerregel er at plukke frøstande med stilk, når de er brune og tørre. Det er allerbedst at høste i tørt vejr, da frøene så også er tørre.

Når du samler frø, er det smart at medbringe papirposer, kuverter el.lign. og en blyant, så du kan notere plantenavnet, samtidig med at du samler frøene ind.

Frøene kan tørres og opbevares i papirposer, på avispapir eller endnu bedre i te- eller kaffefiltre, fordi de i dem let kan slippe af med eventuel overskydende fugt (i modsætning til kuverter og andre tætte typer papir). Husk igen at notere blomsternavnene udenpå, for mange frø ligner hinanden.

Tør, rens, og opbevar frø på køl

I takt med at frøene tørrer, skal de renses, så der ikke er andre plantedele i frøposerne end frøene. På frøposerne kan du notere plantenavn og årstal, ligesom du kan supplere med oplysninger om voksested, højde m.m.

Når frøene er pakket i poser, kan du samle poserne i en lufttæt beholder, der skal opbevares køligt, fx i køleskabet. Frøene holder bedre på en kølig placering frem for ved stuetemperatur. Selvom frøene opbevares køligt, er der dog store individuelle forskelle på holdbarheden mellem arterne, idet nogle frø kun bevarer spireevnen i få år, mens andre er spiredygtige i årevis.

Frøenes spireprocent er højest, når du høster helt modne frø.

Få unikke planter, ved at høste egne frø

Når du høster frø, kan du ikke forvente, at frøene vil udvikle sig til planter, der ligner moderplanten. Det skyldes, at det ikke er alle frø, der er såkaldt frøkonstante.

Ofte sker det, at bier og andre bestøvende insekter flyver fra blomst til blomst, og dermed kan der ske krydsning, så de nye planter udvikler en anden blomsterfarve end moderplanten – et fænomen, der blandt andet ses hos akeleje og morgenfrue.

Der er dog ingen grund til at afholde sig fra at samle frø fra planter, der ikke er frøkonstante, for resultatet bliver stort set altid godt. Har du sået frø i haven, der er såkaldte F1-hybrider (står på frøposen), skal du dog være opmærksom på, at resultatet kan blive meget blandet (både i højde, drøjde, blade og blomster), eller at de nye planter slet ikke udvikler frø.

Byttetip: Byt gerne frø med familie og venner – det er en god måde at prøve nye og spændende planter i haven.

12 smukke frøstande, du kan gemme

Tag frø af sommerasters.

Sommerasters

Sommerasters er pragtfulde i haven, hvor de er meget villige til at blomstre – de bliver faktisk ved, indtil frosten kommer. Blomsterne kan være enkelte eller fyldte, og de fås i mange smukke farver.

Tag frø af akantus

Akantus

Akantus er en flerårig plante, der med tiden kan blive ret stor og brede sig en del. Frøene sidder inde i de korte, brune kapsler.

Tag frø af jomfru i det grønne

Jomfru i det grønne

Jomfru i det grønne er en charmerende sommerblomst, der hurtigt begynder at udvikle frøstande, der er mindst lige så betagende.

Tag frø af lægesolhat.

Lægesolhat

Lægesolhat, Echinacea purpurea, er en staude, som det er let at frøformere. Når blomsterne er visnet, står frøstandene tilbage med et væld af frø.

Tag frø af blomsterkarse.

Blomsterkarse

Blomsterkarse er en herlig sommerblomst, der både fås med klatrende vækst, Tropaeolum majus, og med kompakt busket vækst, Tropaeolum minus. Den klatrende kan du med fordel lade vokse op ad et stativ – planterne ser dog også fine ud, når de kryber hen ad jorden som det livligste bunddække.

Tag frø af flerårig fladbælg.

Flerårig fladbælg

Flerårig fladbælg blomstrer over en lang periode. Når blomstringen er omme, udvikles bælgene, der i starten er grønne og flade, men modne er de tykke og brunlige.

Tag frø af valmuer.

Valmue

Valmuer danner de smukkeste kapsler efter blomstringen. Kapslerne har ganske små klapper i toppen, som åbner sig, når de er modne, og dermed kan frøene komme ud.

Tag frø af høstanemone.

Høstanemone

Hos høstanemonen udvikler frøstandene sig til uldtotter, som de små frø sidder imellem. På grund af frøulden kan frøene let sprede sig med vinden, og på den måde kan nye planter dukke op mange forskellige steder.

Tag frø af stolt kavaler.

Stolt kavaler

Stolt kavaler er en enårig sommerblomst, der bliver ved med at blomstre, indtil frosten kommer. Stolt kavaler er en kurvblomst, og frøene er nemme at nippe af, så snart de er modne.

Tag frø af stokrose.

Stokrose

Der kan sidde mange blomster op ad stænglen på en stokrose, og det betyder, at der også kommer mange frøstande. Frøstanden hos stokrosen kaldes spaltefrugt, og delfrugterne ligger tæt sammen i en ring. Hver af delfrugterne har kun et frø.

Tag frø af studenternellike.

Studenternellike

Når blomsterstanden hos studenternelliken er tør og vissen, åbner kapslerne sig, og frøene drysser ud.

Tag frø af judaspenge.

Judaspenge

Judaspenge har de skønneste frøstande, der minder om mønter. Da frøstandene er så flade, egner de sig godt til presning. De pressede frøstande kan klæbes fast i en bog eller på et kort.