Dyrk katteurt mellem andre planter.
Blomster & Planter

Katteurt – den perfekte naboplante

Tekst og 14.08.2020
foto: Max Martinussen, Karen Elise, Lars Lindberg og Kenn Römer-Bruhn.
Katteurt fortjener en langt højere status i haven. Den har en smuk lyseblå farve, der holder længe og klæder de fleste naboer. Og så er den ikke påtrængende, men passer fint ind.

Planter i harmoni med hinanden er et af de smukkeste syn i haven. Man skulle ikke tro, at havens dronninger som roser, pæoner og georginer kunne blive smukkere. Men når de står i et hav af katteurt, så er det lige det, der sker. Et vidunderligt syn.

Kan du lide at sammensætte dine blomsterbede på forskellige måder, har katteurt præcist det, du har brug for af farve, form og tekstur. Planten findes i flere størrelser, så den passer ind i de fleste bede.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Tip: Katteurt er ekstra fin i harmoni med almindelig fingerbøl.

Guide: Katteurt klæder havens andre planter

I månedsskiftet april/maj dukker de første skud op af jorden. Det tager ikke lang tid, før de bliver til en dekorativ lys, grågrøn tue med lodne blade. Blomsterne kommer bagefter på løbende bånd.

Katteurt, Nepeta, og alle hybriderne er lette at dyrke og har kun få problemer med skadedyr og sygdomme. Blade og stilke vikler sig ind i hinanden og danner et grågrønt tæppe, som klæder de fleste storblomstrede planter. Over tæppet dukker de små lyseblå, hvide, rosa eller lavendelblå blomster op. Planten blomstrer gennem hele sæsonen.

Planten minder på mange måder om lavendel. Den har samme farve på løvet og samme blomsterfarve. Voksemåden minder også om lavendel. Men katteurt er noget mere rå og mindre diskret end lavendel. Den kan erstatte lavendel, hvor denne ikke tåler klimaet eller ikke trives.

Hvordan plante katteurt?

Katteurt trives allerbedst i fuld sol, men halvskygge er også helt o.k. Jorden skal helst være mager og veldrænet. Blomstringen holder fra forår til langt hen på sommeren. Hvis de begynder at se visne ud, gælder det bare om at klippe dem helt ned. Så kommer der hurtigt nye friske skud og blomster, som holder sig helt til frosten.

Tre hurtige tricks med katteurt

  1. Kombiner fx prydsalvie og katteurt i en smuk blomstereng.
  2. Klip katteurt ned, lige efter den er afblomstret, så vil den som regel nå at blomstre en gang mere, inden sommeren er forbi.
  3. Katteurt, Nepeta er let at formere. Tag stængelstiklinger forår eller sommer, og stik dem i potter med porøs muld. De vil slå rod i løbet af et par uger.

Pasning af katteurt

Katteurt er en af de planter, som trives godt med at blive negligeret. Den har en solid livskraft og overlever det meste. Mange af de nyere sorter er sterile, og det kan være en fordel, hvis du ikke ønsker, at de skal så sig selv her og der og alle vegne. I stedet kan du dele planten eller formere den med stiklinger.

Katteurtsorter

De fleste sorter vokser lidt vildt, og de egner sig derfor fint som kantplanter i bed og langs havens stier. Størrelsen afhænger af, hvilken variant du vælger. De allerfleste er buskede og bliver ca. 50 cm høje. Der findes også sorter, der bliver væsentligt højere, andre er mindre. Så tjek etiketten på planten, før du køber den.

Storblomstret katteurt, Nepeta grandiflora, bliver op til 75 cm høj, får grågrønne, lidt lodne blade med lilla farvenuancer.

Planter der passer til katteurt (eller som katteurt passer til)

Roser og katteurt er en klassisk kombination. Katteurtens bløde grågrønne farve klæder de fleste rosenbuske og danner et smukt bunddække, der skjuler den nederste del af rosenbusken. Andre planter som fx iris, lilje, pæon, georgine, ridderspore m.fl. kan også drage nytte af katteurtens evne til at dække den bare jord.

Som kantplante er katteurt ypperlig at bruge. Den skjuler kedelige mure, bløder op på hårde linjer og giver et vidunderligt blegblåt flor.

Bliver katteurt spist af havens katte?

Til trods for navnet er det ikke en selvfølge, at nabolagets katte er specielt interesserede i katteurt. En og anden kan måske forledes til at nappe lidt i bladværket eller lade halen glide langs planterne, når den alligevel er på de kanter, men det er det.