Clematis ‘Warszawska Nike’ er en meget blomstrende klematis.
Blomster & Planter

Pasning og pleje af Clematis ‘Warszawska Nike’

Tekst og 13.01.2017
foto: Kenn Römer-Bruhn
Clematis ‘Warszawska Nike’ er en meget blomstrende klematis, som blomstrer det meste af sommeren og sensommeren. Den får blomster med en kraftig dybviolet farve. Læs mere om klematissen her.

Clematis ’Warszawska Nike’ foretrækker fuld sol, men klarer sig også fint i skygge. Den får purpurfarvede og dybviolette blomster, med en gul midte der foralvor understreger kronbladenes stærke farver.

Læs også: Clematis 'Blue Angel'

Plantefakta: Clematis ‘Warszawska Nike’

  • Højde: 200 cm
  • Blomsterfarve: Dybviolet
  • Blomstring: Juni til september
  • Placering: Sol til halvskygge
  • Jord: Ingen særlige krav
  • Pasning: Ingen særlige krav
  • Planteafstand: 100 cm
  • Giftig: Ja
Køb Clematis ’Warszawska Nike’ her.

Clematis ’Warszawska Nike’ får rigtig store blomsterhoveder, som kan blive op til 15 cm. Planten sætter mange af dem hele sommeren og frem mod sensommeren, så du kan nyde dem i din have i en lang periode. Kombinér den gerne med andre klematisser i lysere farver som fx Clematis 'Blue Angel' eller Clematis 'Hagley Hybrid', der får lavendelblå og rosa blomster. Det giver et smukt farvespil til dine bede.

De fleste klematisser trives bedst, hvis deres rødder er i skygge, mens resten af planten står i fuld sol, og det gælder også denne sort. Derudover foretrækker Clematis ’Warszawska Nike’ at stå et sted, hvor der det meste af tiden er læ, da den er forholdsvis vindfølsom. Du kan plante den i haven eller i en potte, som du stiller på terrassen eller ved dine indgangspartier.

Læs vores guide: Klematis, pasning og pleje.

Hvis du ønsker at lave flere planter ud af den ene, du måske har i forvejen, kan du nemt klippe en eller flere stiklinger af din plante og plante dem indendørs eller i drivhuset. Læs også: Formering af klematis

Sådan beskærer du Clematis 'Warszawska Nike'

Clematis 'Warszawska Nike' er hårdfør, så den kræver ikke det store arbejde at passe og dyrke, men den skal helst beskæres hvert år. Du skal ikke være bange for at komme til at gå for hårdt til den, for den kan sagtens klare det, og den vil kvittere med endnu flere blomster og en flottere og sundere vækst den efterfølgende sæson.

Klematissen tilhører beskæringsgruppe 3, hvilket betyder, at den skal beskæres hvert forår, inden den begynder at sætte knopper. Planten har godt af at blive klippet godt ned, så du kan med fordel klippe den ned til 1 meter over jorden. I løbet af sommeren vil du så opleve, at klematissen vokser endnu flottere og mere kompakt.

Læs også: Et moderne hjem med blomster