Kager

Forførende banoffee pie - engelsk dessertkage

Kender du til banoffee pie? Hvis ikke skal du glæde dig over dette nye smagslækre bekendskab! Banoffee pie er en utrolig simpel og forførende god dessert, som du helt sikkert kommer til at lave mere end én gang.
af Helle Brønnum Carlsen 10.03.2017 Foto: Carina Krüger.

Banoffe pie er en engelsk dessertkage, hvis navn er en sammensætning af toffee (karamel) og banana (banan). Den er nem at lave, og når du først har taget et stykke af kagen, får du lyst til lige liiidt mere - også selvom det er en ret tung kage.

Til inspiration: Bæredygtigt køkken: Grøn og sund madopbevaring

Det skal du bruge til banoffee pie:

6 personer

Bund:
100 g mørk chokolade
100 g digestive kiks
50 g sirup

Fyld:
3 bananer
400 g kondenseret mælk (1 dåse)

Top:
2½ dl piskefløde
Chokolade til pynt

Tip: I stedet for at bruge sirup til bunden, kan du bruge smør.

Prøv også: Pandekager med citroncreme

Sådan laver du banoffee pie:

  1. Tegn bunden af en springform op på bagepapir, klip den ud og læg den i en springform.
  2. Hak chokoladen fint, blend den med kiks og sirup til en jævn grød, som fordeles i formen.
  3. Stil dejen på køl i 30 min. Varm kondenceret mælk op i en gryde, til den er som en halvfast karamel.
  4. Skær bananerne i skiver og læg dem på kagebunden.
  5. Kom den let afkølede karamel over.
  6. Pisk fløden til skum og top den over kagen. Hak chokoladen og drys den over kagen.

Tip: Du kan selv bestemme, hvordan du vil bygge din banoffee pie op. Du kan følge opskriften her og placere bananerne under karamellen, men du kan også putte din karamel direkte på kagebunden og lade den hvile i køleskabet til, den er størknet. Derefter kan du putte flødeskum på karamellaget efterfulgt af skiver af banan og til sidst slutte af med den hakkede chokolade.

Læs også: Køkkenhave i krukker og kasser