Hindbærsnitter med kokos

Hindbærsnitter med kokos

Hindbærsnitter er en af de helt klassiske kager, og den her version med dejlig kokossmag smager intet mindre end fantastisk!

Tirsdag, 5. april 2016 - 11:22 - af Marie Melchior / Foto: Betina Hastoft
Måske får du mindelser tilbage fra mormors kager, sol og sommer, når du sætter tænderne i de klassiske og eviggode hindbærsnitter. Du kan selvfølgelig gå til bageren og nemt købe dig til de søde bidder, men de er faktisk ikke så svære at bage selv, og du bliver garanteret ikke skuffet over smagen. De her hindbærsnitter har fået et tvist med kokos, og det gør dem kun endnu bedre. Kokos er nemlig genialt at bruge i køkkenet - både i søde og stærke retter. Her har vi brugt den søde og fyldige smag i form af kokosmel. Vi har snydt lidt med færdiglavet hindbærmarmelade, men du kan selvfølgelig også sagtens bruge din egen hjemmelavede!
 

Hindbærsnitter med kokos

6 personer
Det skal du bruge til hindbærsnitter: 
Kagebund:
  • 125 g smør
  • 100 g sukker
  • 125 g mel
  • 1 tsk. bagepulver
  • 1 æggeblomme
Hindbærfyld:
  • 200 g hindbærmarmelade
  • 1 æg
  • 100 g sukker
  • 100 g kokosmel 
Evt. tilbehør:
Cremefraiche eller flødeskum
 
Sådan laver du hindbærsnitter:
  1. Tænd ovnen på 180°. Blend smør, sukker, mel og bagepulver i foodprocessoren.
  2. Tilsæt æggeblommen, og fortsæt med at blende, til dejen er en blød, rund bold.
  3. Tryk dejen ned i en 20 x 30 cm stor bradepande foret med bagepapir. Prøv at få dejen så plan som muligt.
  4. Bag kagen i 15 minutter, til den er gylden. Afkøl kagen på en rist.
  5. Smør hindbærmarmeladen på i et jævnt lag. Rør æg, sukker og kokos sammen. Smør blandingen over kagen, og bag den i ca. 20 minutter, til den er gylden på toppen.
  6. Lad kagen køle af, og skær den i fint ensartede trekanter.
  7. Servér evt. med kold cremefraiche eller luftigt flødeskum.

Prøv også: Klassiske konditorkager

Læs også: