Marcipanbrød med appelsinsnickers

Marcipanbrød med appelsinsnickers

Lav små marcipanbrød med appelsinsnickers til julens konfektskål. Få opskriften på de delikate kager, når vi serverer en syrlig variation af den klassiske konfekt.

Onsdag, 6. december 2017 - 10:26 - Opskrift og foto: Linn Grubbström.

Marcipan hører julen til og er en sikker smagsvinder, når det kommer til julens konfekt. Selvom vi nyder de klassiske marcipanbrød, har vi alligvel givet en opskriften et tvist af appelsin. Det giver lækkert og syrligt modspil til marcipanens sødme. Hovedindgrediensen er marcipan, og vil du gerne bevæge dig væk fra købeversionen, kan du prøve at lave din egen hjemmelavet marcipan. Få opskriften her!  

Det skal du bruge til marcipanbrød med appelsinsnickers:

40 stk.

  • Ca. 125 g dadler uden sten
  • 1 spsk. peanutbutter 
  • 60 g peanuts
  • 1 usprøjtet appelsin
  • 200 g marcipan
  • 100 g chokolade 70 %
  • Evt. topping: 50 g peanuts

Se også: Kransekager med nougat og abrikos 

Sådan laver du marcipanbrød med appelsinsnickers:

  1. Skær dadlerne i mindre stykker. Blend til en fin masse sammen med peanutbutter. Hak 2/3 peanuts i mindre stykker. Bland de hakkede og hele peanuts med dadlerne.
  2. Riv skallen af appelsinen. Kom appelsinskal og 1 tsk. appelsinsaft i blandingen, og rør forsigtigt sammen.
  3. Del massen i 4 dele. Rul hver del til en aflang pølse, der er ca. 1½ cm i diameter. Læg dem på et fad, og stil dem i køleskabet i 1 time.
  4. Del marcipanen i 4 dele, og rul dem ud til aflange flade stykker på størrelse med daddelmassen.
  5. Pak daddelmassen ind i marcipan. Hak chokoladen fint, kom den i en skål, og smelt den over vandbad. Pensl chokolade på marcipanen. Hak evt. nogle ekstra peanuts, og rul pølserne i dem.
  6. Stil rullerne tilbage i køleskabet i 2 timer. Skær dem i 2 cm tykke skiver, og servér.
  7. Konfekten skal opbevares i køleskab.

Prøv også vores marcipantærter med appelsin, hvis du var vild med vores marcipanbrød med appelsinsnickers!

Læs også:

Bolsjer med kirsebærsmag
Sunde kokoskugler