Kød og fjerkræ

Dyrefilet med grønt og flødekartofler

- serveret med skøn sauce med blåbær og chokolade
af Marie Melchior / Foto: Betina Hastoft 18.12.2008
flødekartofler

(4 personer)

Dyrefilet

600-800 g dyrefilet
1 spsk enebær
8 peberkorn
1 spsk tørret timian
4 spsk olivenolie

Blåbærsauce

3 bananskalotteløg (aflange med dekorative violette lameller)
1 fed hvidløg
1 spsk olivenolie
2 dl rødvin
1 spsk hindbæreddike
200 g blåbær
20 g mørk chokolade

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Dyrefilet: Sørg for at dyrefileten er renset for sener. Få evt. slagteren til at gøre det. Knus enebær og peberkorn i en morter. Bland i en skål enebær og peberkorn med timian og olivenolie. Tør kødet med køkkenrulle og gnid krydderiblandingen ind i kødet. Brun kødet på alle sider på en hed pande i 3-4 min. på hver side. Steg herefter kødet 8-10 min. i ovnen ved 200°. Tag kødet ud og dæk fadet til med sølvpapir og et viskestykke og lad det trække 10 min.
Sauce: Hak bananskalotteløg og hvidløg fint. Opvarm olien på panden og steg skalotteløg og hvidløg til de er bløde i 3-4 min. Skru ned for varmen og tilsæt vin og hindbæreddike. Kog saucen ind til det halve. Hæld blåbærrene i og lad dem simre i saucen i 4 min. Riv chokoladen ned i saucen og rør rundt til den er glat.
Skær kødet i tynde skiver og anret med saucen.

Sprøde flødekartofler

4 runde alu-forme
olie
2 bagekartofler
100 g reven emmentaler
8 spsk piskefløde

Smør aluformene med olie. Skræl kartoflerne og skær dem i tynde skiver på en mandolin eller et rivejern. Start med at lægge et tyndt lag ost i bunden af hver form. Herefter skiver af kartoffel. Det kan godt være, at man skal skubbe og mase lidt, hvis skiverne er lidt for store. Drys igen med ost og bliv ved til formen er fyldt. Hæld 2 spsk fløde i hver form og slut af med et lag reven emmentaler.
Bag flødekartoflerne i ovn ved 200° i 30-40 min. til overfladen er gylden og sprød.

Dampede grønsager

4 skorzonerrødder
lidt citronsaft
1 stk. broccoli

Skræl skorzonerrødderne direkte ned i skraldespanden, for de er fyldt med jord. Skyl dem bagefter og skær dem i terninger eller stave og læg dem i blød i vand med citronsaft, så de forbliver hvide. Vask broccolien og skær den i små buketter. Damp grønsagerne i saltet kogende vand i 3-4 min. Hæld vandet fra og hold grønsagerne varme i gryden med låg på.

Prøv også:

Lag på lag af tynde kartoffelskiver og fløde. De klassiske flødekartofler holder stadig, og de kan både serveres til en traditionel hamburgerryg, men de er også gode med en grøn salat og godt brød.

Vores søstersite, SPIS BEDRE, har en af de mest populære opskrifter på flødekartofler. Find opskriften her: Flødekartofler.