Kartoffelsuppe med porre- og urtetopping
Aftensmad

Kartoffelsuppe med porre og urtetopping

af Mette Jantzen 17.02.2010
Foto: Jes Buusmann. Styling: Pia Buusmann. Regi: Grønlykke og privat.
Denne kartoffelsuppe er en dejlig hverdagssuppe, der er hurtig og nem at lave-
6 personer

Kartoffelsuppe

  • 500 g kartofler
  • 1 stor porre
  • 4 skiver bacon
  • 7½ dl grøntsagsbouillon
  • 2 laurbærblade
  • 2½ dl fløde 9 %
  • Salt og peber
  • Saft af ½ citron

Urtetopping

  • 1 stor gulerod
  • 150 g knoldselleri
  • 1 fed hvidløg
  • 1 spsk. olivenolie
  • 1 håndfuld frisk timian

Tilbehør

  • Brød

Der er intet, der varmer som en lun suppe på en kold dag. Denne kartoffelsuppe med porre er oven i købet super lækker og cremet. Kartoffelsuppen er hurtig og nem at lave, så den er rigtig god som en lækker hverdagssuppe, men du kan selvfølgelig også servere kartoffelsuppen med porre for dine gæster.

Server langtidshævet fuldkornsspeltbrød til din kartoffelsuppe

Sådan laver du kartoffelsuppe med porre

 

Skræl kartoflerne, og skær dem i tern. Rens porren, og skær den i skiver.

Varm gryden op, og svits baconskiverne deri. Tag baconskiverne op, og læg dem til side. Tilsæt kartoffel og porre, og svits det i baconfedtet, uden at det tager farve. Tilsæt bouillon og laurbærblade, og lad det koge i cirka 5 minutter, til grøntsagerne er helt møre.

Blend den varme kartoffelsuppe, eventuelt med en stavblender. Tilsæt fløden, og smag din kartoffelsuppe til med salt, peber og citronsaft.

URTETOPPING: Skræl gulerødder og knoldselleri, og skær dem i meget små tern, mens suppen koger. Hak hvidløget fint. Svits gulerod, selleri og hvidløg i olivenolie. Vend hakket timian i til sidst, og smag til med salt og peber.

Server den varme kartoffelsuppe med urtetopping, sprød bacon og baguette.

Her er endnu en fristende opskrift på en varm suppe til kolde dage: cremet tomatsuppe