Lammekoteletter med krydderurter og sennep
Lammekoteletter med krydderurter og sennep er en skøn, irsk-inspireret ret, som du både kan servere til hverdag, og når du får gæster. Lav nogle lækre rodfrugter og server en god rødvin til, så bliver det næsten ikke bedre.
Opskriften på lammekoteletter er til 4 personer
Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.
Lammekoteletter -det skal du bruge:
Honningvinaigrette:
4 spsk grov sennep
2 spsk rødvinseddike
1 spsk flydende honning
4 spsk olivenolie
Lammekoteletter:
200 g friske brødkrummer
1 spsk hakket frisk rosmarin
1 spsk hakket frisk salvie
1 citron
4 spsk grov sennep
1 dl hvedemel
salt og friskkværnet peber
12 lammekoteletter
olie til stegning
Lammekoteletter - sådan gør du:
Rør først en honningvinaigrette af grov sennep, rødvinseddike, honning og olivenolie, og stil til side. Læg brødkrummer i en skål. Tilsæt hakket rosmarin og salvie. Riv skallen af en halv citron, og rør citronskallen i krummerne. Bland mel og friskkværnet peber og salt på en tallerken. Vend koteletterne i melet, smør dem med honningvinaigretten på begge sider, og vend dem til sidst i den krydrede rasp. Lad koteletterne trække på køl i 30 min.
Opvarm rigelig olie på en pande. Brun koteletterne på hver side. Skru lidt ned for varmen, og steg dem færdig 3-4 min. på hver side. Dryp resten af honningvinaigretten over koteletterne lige før servering.
Læs også: Sådan finder du den helt rigtige vin til kødretter
Mangler du inspiration til aftensmaden? Koteletter i fad er en klassiker og SPIS BEDRE har en af de mest populære opskrifter lige her: Klassisk koteletter i fad.