Aftensmad

Stegt flæsk med kold persillecreme

Hvem elsker ikke de sprøde stykker stegt flæsk med persillesovs til? Det er en sand klassiker. I denne udgave er den velkendte sovs dog skiftet ud med en kold, frisk persillecreme. Vi er solgt!
af Anne Hjernøe 19.10.2017 Foto: Winnie Methmann.
Stegt flæsk med persillesovs

Den populære klassiker blev for få år siden kåret som landets nationalret - og det med god grund. For retten smager fantastisk, og den er kendt af mange generationer. Hvis du vil kaste dig ud i en mere moderne udgave, så skift den klassiske persillesovs ud med en kold persillecreme. Så frisk og lækker!

4 personer

Ingredienser

  • 3-4 skiver flæsk pr. person
  • Flagesalt og friskkværnet sort peber
  • Nykogte aspargeskartofler

Persillecreme

  • 3 dl cremefraiche 18 %
  • 3 spsk god mayonnaise
  • 1 tsk hvidløgspulver
  • Fintrevet skal af 1 øko-citron
  • Saft af ½-1 citron, efter smag
  • 1 lille bundt bredbladet persille
  • Evt. 1 tsk flydende honning
  • Flagesalt og friskkværnet peber

Sådan laver du stegt flæsk med persillecreme

  1. Tænd ovnen på 200 grader.
  2. Gnub flæsket godt med salt og peber, læg det på bagepapir i en bradepande og steg det i ovnen, til det er gyldent og sprødt. Stegetiden kan variere meget alt efter flæskets tykkelse, men ca. 20 minutter. Vend gerne skiverne halvvejs i processen.
  3. Kog imens kartoflerne i ca. 12 minutter.
  4. Kom alle ingredienserne til persillecremen i en foodprocessor og kør, til du har en grov, grøn sauce. Smag den godt til, så den er syrlig, sød og frisk.
  5. Servér persillecremen til stegt flæsk og aspargeskartofler.