Brød & Boller
Brød & Boller
Focaccia med fersken
Det er ikke så tit, man bager brød med ferskener – men det er så absolut en fejl! Bag dette smagfulde brød på grillen, og nyd den dejlige smagskombination.
Af Gitte Heidi
10.08.2017
Foto: Betina Hastoft.
Hvis du vil give din focaccia et ekstra sommerligt pift, så er det en rigtig god idé at lægge ferskener på! Desuden kan du nyde sommersolen, mens du griller dit brød. Og bare rolig – hvis den danske sommer ikke byder på sol, så kan du smutte i ly fra regnvejret og bage din focaccia i ovnen i stedet.
Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.
Prøv også: Sommerflutes med persille
Det skal du bruge til din focaccia:
- 20 g gær
- 2½ dl lunkent vand
- 1 tsk. salt
- 100 g manitobamel
- 250-300 g hvedemel tipo 00
- 2-3 ferskner
- 1 kugle frisk mozzarella (125 g)
- 1-2 friske rosmarinkviste
- Salt, evt. flagesalt
- Lidt olivenolie
Skal der mere på grillen? Prøv dette: Grillede squash i timianolie
Sådan laver du din focaccia:
- Rør gæren ud i lunkent vand, og tilsæt salt og manitobamel.
- Tilsæt hvedemelet lidt ad gangen, og ælt dejen godt igennem, til den et glat og smidig. Lad dejen hæve tildækket i skålen et lunt sted i 1 time.
- Ælt dejen kort igennem, og rul eller stræk den ud til et stort, ovalt fladbrød med en jævn overflade.
- Drys bagepladen, der hører til bagestenen, med mel (bagepapir vil brænde). Læg focacciadejen på bagepladen.
- Skyl fersknerne, skær dem i både, og tryk dem ned i dejen med håndfladen. Riv mozzarella i mindre stykker, og fordel den oven på dejen. Drys med plukket rosmarin og salt, og dryp med olivenolie. Lad brødet hæve i 30 minutter.
- Placér bagestenen på en rist i en varm kuglegrill med tilhørende låg, og varm stenen op til ca. 225°. Sæt pladen med brødet på bagestenen, og luk grillen. Bag brødet i 15-20 minutter. De sidste 5 minutter fjerner du bagepladen og bager brødet direkte på bagestenen.
Tip: Har du ikke en grill med bagesten og låg, så varm din almindelige ovn op til 220°, og bag brødet på nederste rille i ovnen med undervarme og varmluft i 15-20 minutter. Afkøl på en bagerist.