Hvordan bruger jeg....
Rosmarin smager godt til kød, især lam og vildt. Læg et par kviste ned til stegen, inden du putter den i ovnen, evt. sammen med et eller to fed hvidløg. Rosmarin giver et spændende pift til syltetøj, og rosmarinte anvendes tit i Italien for at dulme mavesmerter.
Mynte kan du putte i salaten i små mængder, eller prøv at kandisere dem og servere dem til is. Myntete er meget forfriskende, og kryddersalt med mynteblade er et meget fint krydderi til alle mulige retter.
Timian er god i supper, pølser og gryderetter med kød, især hvis der også indgår rødvin i opskriften. Husk at smagen bliver stærkere ved opvarmning.
Salvie har en gennemtrængende smag, så brug den med måde. Smager godt til kylling, laks og friske tomater. Salvie har mange helbredende egenskaber og var i høj kurs hos lægerne i gamle dage. Prøv fx salvieurtete, hvis du har ondt i halsen.
Basilikum er hovedingrediensen i pesto, som er lækkert til pasta og dryppet på pizza. Tomaterne er basilikummens bedste venner. Lav en enkel sauce af friske tomater og tilsæt lidt friske blade basilikum, så er den sydlandske stemning hjemme.
Oregano kan tilsættes allerede under kogning. Den smager godt på pizza, i suppe, til kylling og på en frisk tomatsalat.
Tør den Skær nogle grene af planten, og hæng dem op et varmt sted - ikke i direkte sol. Det tager fra 1 til 4 uger. Hvis du hænger kvistene udendørs, skal de hentes ind om aftenen, så de ikke bliver fugtige. En mere moderne og hurtig metode er at tørre bladene i mikroovnen: Skyl og tør bladene grundigt, læg dem på et stykke hvidt papir i mikroovnen og tænd på maks. styrke i 2 min. Vend bladene og giv dem yderligere 2 min. Bladene er tørre, når de smuldrer mellem fingrene. Hæld dem på glas, luk godt til, og opbevar et køligt, tørt sted.
Gem smagen på tre måder
Frys den Klip bladene af planterne, hak dem fint - hver for sig - og hæld dem i isterningforme. Dæk med ganske lidt vand, og stil dem i fryseren. Løsn terningerne fra formene, når de er helt frosne, og hæld dem i en frysepose. Brug en eller flere terninger, når du laver mad - man behøver ikke at tø dem op til supper, saucer etc.
Salt den Lav kryddersalt i egne blandinger. Det er lettest med en foodprocessor: Put alle bladene i skålen - fx oregano, timian, rosmarin og mynte eller bare en enkelt krydderurt - og hæld salt i i lige så stor mængde. Lad foodprocessoren køre ganske kort til bladene er finthakkede og godt blandet i saltet. Bred saltet ud over lidt køkkenrulle (beskyt bordet med avispapir), og lad det tørre i 1-2 døgn. Kryddersaltet opbevares tørt i tætsluttende glaskrukker.
Find lækre og anderledes opskrifter med krydderurter her:
Kandiserede krydderurter
Kalvefrikassé
Vietnamesisk kyllingesalat
Urtetoast