Grønt

Dyrk dine egne jordbær

Har du mulighed for det, så dyrk dine egne jordbær i haven og få fuld udbytte af frugterne.
af Mikkel Karstad, Foto: Lars Ranek 4.05.2011

Jordbær er egentlig slet ikke et bær, men en opsvulmet blomsterbund, hvor frugterne er de små frø uden på bærret. Jordbær trives bedst i halvskygge under skovlignende forhold, men den sætter mange flere bær i fuld sol.
Hemmelighed ved at dyrke jordbær er at plante dem i solen og give dem de forhold de bedst trives ved dvs. fugtighed helt op i jordoverfladen.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Jordbær har brug for mineralske salte, så med jordbærs lille rodnet er det nødvendigt, at der er et jorddække hvor der hele tiden sker en nedbrydning af organisk materiale. For meget kvælstof giver dog mange blade og få bær.

Jordbær vokser bedst i jord der holdes løs på en naturlig måde dvs. med stort regnorme aktivitet og et godt jorddække, som forhindrer at regnen ødelægger jordstrukturen. Desuden er det vigtigt ikke at træde for meget rundt i jordbærbedet også når man plukker bærrene.
Gråskimmel, meldug og jordbærdværgmider er nogle af de sygdomme der kan ramme jordbærrene men de kan alle bekæmpes naturlige metoder.

Nye planter hvert år
Hvis jordbær passes med tilførsel af kompost kan man have dem i 3 år med godt udbytte, men under bær sætning udvikler planterne lange overjordiske udløbere som slår rod og danner nye planter lidt væk fra moderplanten.

Det er dog en god ide at flytte disse planter til en ny jord, på den måde kan man have nye planter hvert år som også giver det bedste udbytte. Da første års planter giver de største og flotteste jordbær.

Jordbær skal plantes med god afstand, får at undgå skimmel og råd i fugtige somre, hvis man vil udnytte pladsen mellem planterne kan man enten plante hvidløg eller jordkløver da disse holder på en god jordstruktur og giver bedet et godt tilskud af organisk materiale.
Sæt derimod aldrig kål mellem jordbær, de trives ikke sammen.

Gem på køl
Jordbær er sarte og har kort holdbarhed. Derfor skal de helst spises samme dag, som de er plukket eller købt. De bedste jordbær er dem der spises direkte fra planten.

Skal du gemme bærrene til næste dag, har de det bedst i køleskabets grøntsagsskuffe. Skyl ikke bærrene, før du sætter dem på køl, og husk at tage dem ud et par timer før servering, for lune bær smager meget bedre end kolde.

Spis dem flere gange om dagen
Den danske sæson for jordbær er kort, derfor er det med at proppe sig med de lækre jordbær morgen, middag og aften. Prøv for eksempel jordbær til morgenmad på cornflakes eller yoghurt. Kom dem i dit barns madpakke som en lille overraskelse, spis dem i salater eller lav en dejlig smoothie.

Med fløde er de klassiske, men prøv disse opskrifter med jordbær til fisk og i salaten:

Salat af grillet radicchio, jordbær og vesterhavsost

Grillet makrel med lun vinaigrette af jordbær og nye løg