Få større biodiversitet i haven. Sommerfugl på lavendel.
Dyr og insekter

Få større biodiversitet i haven

af Max Martinussen 18.08.2020
Foto: Iben & Niels Ahlberg og Jytte Boch.
Din have bliver sundere og stærkere, hvis der er en høj biodiversitet — det samme gør naturen omkring haven. Vi har alt at vinde, ved at gøre noget for at øge biodiversiteten i vores haver.

Hvis du har en have, har du en fantastisk mulighed for at gøre noget godt for naturen. Normal er haver jo noget, hvor naturen er tæmmet, vi styrer med hård hånd, hvad der får lov at vokse og hvad der bliver luget væk — og rigtig mange dyr, der vandrer ind på matriklen ses af de fleste som skadedyr.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Hvis naturen får lov at indfinde sig lidt i haven, så vil du opleve at haven i sig selv bliver stærkere og mere modstandsdygtig over for sygdomme og invasioner af skadedyr. I tilgift får naturen en hel masse ud af at kunne bruge nogle af dine kvadratmeter til at huse alskens liv.

Guide: Øg biodiversiteten i og omkring din have

Der er alt at vinde, både for os og naturen, hvis vi gør noget for at øge biodiversiteten i haven. Med forholdsvis få forholdsregler er du allerede i gang med at øge biodiversiteten.

Hvad betyder biodiversitet?

Biodiversitet er et udtryk for artsrigdommen i et område — det gælder både planter og dyr. Biodiversiteten i haven er altså et udtryk for, hvor mange forskellige arter, der findes i haven.

Biodiversitet er et vigtigt begreb, når man taler om hvilket aftryk vi mennesker sætter på naturen. I mange år har hele verdens biodiversitet været kraftigt dalende, særligt hører vi ofte om Amazonas og andre tropiske regnskove, der bliver fældet, og de arter der så går til grunde som følge af fældningen.

Men vi ser det også herhjemme, hvor den danske natur er svundet ind til fordel for landbrug igennem mange år, og det går kun langsomt frem med at omlægge landbrugsjord til vådområder, enge, og skov igen.

Faktisk er det sådan, at rigtig mange fugles naturlige levesteder er svundet så meget ind, at de efterhånden hovedsageligt findes i haverne i Danmark, hvor beplantningen minder om den slags sammensat, åben og lys løvskov med buske og træer i forskellige højder — og netop dét, er hvad vi som haveejere kan gøre og give til naturen: at vi indretter haven, så den minder om et stykke natur, hvor mange arter trives.

Øget biodiversitet giver en sundere og mere modstandsdygtig have

En anden god grund til at en øget biodiversitet i haven er en god ting, er, at dine planter er mere modstandsdygtige over for sygdomme, og at de ikke er så sårbare over for kraftige sygdomsangreb.

Dyrker du f.eks. udelukkende en bestemt slags hindbær, og de så rammes af en svampesygdom, der dræber mange af planterne, så er stort set alt det gode i haven spoleret. Det samme gælder, hvis du invaderes af skadedyr, der elsker netop den plante, du har. Dyrker du massevis af forskellige planter, både træer, buske og stauder, men også mange forskellige afgrøder, så vil du ikke være lige så udsat, hvis en enkel slags plante bliver ramt af sygdom eller skadedyr.

Mange forskellige planter lokker også mange forskellige insekter til, og insekterne lokker i tilgift flere fugle og smådyr til. På den måde opstår der en sund og naturlig balance i haven, hvor fx bladlus ikke får lov at trives på roserne uden at blive holdt i skak af blåmejser og guldøjelarver. Vælger du planter, der lokker nyttedyr til, så vil roserne stå meget stærkere, skulle bladlusen indfinde sig.

Hvordan øger jeg biodiversiteten i haven?

Der er mange måder at gribe opgaven an. Du kan øge biodiversiteten med få og simple greb, og du kan lægge den helt store slagplan for omlægning af bede og busketter.

Den simpleste måde at hjælpe dyrelivet, er ved at sørge for, at der er adgang til vand i din have. Det kan være alt fra et fuglebad til en havedam. Du kan stille skåle og bakker frem, og sørge for at hælde vand i dem, når du alligevel går og vander krukkerne. Særligt i sommervarmen kan det være altafgørende for om dyr vælger din matrikel at opholde sig på.

Det næste skridt er som regel at vælge nogle planter, der lokker dyr og insekter til. Det er jo ikke sådan lige at anskaffe pindsvin, musvitter og andre smådyr.

Det er planterne, der skaber ly og fødegrundlag for havens dyr og insekter, både med deres blomstring og frugt, men også deres løvfald, og alt det haveaffald, der opstår, når der luges, trimmes og studses. Lad det hele ligge i bunker, rundt omkring i haven, lav kompost af det og lad nærringstofferne blive på matriklen i stedet for at køre dem på genbrugspladsen.

Kvasbunker er hjemsted for mange smådyr og insekter, ligesom nedbrydningsprocessen rummer et helt utroligt mikroliv.

Omfavn det vilde

Det bliver stadigt mere populært med en vild havestil, men den stramme rammer hersker stadig, når vi kigger på, hvordan en gennemsnitlig dansk have ser ud.

En velplejet græsplæne er en ørken, hvis man kigger på den med biodiversitet-briller. Her er kun græs, intet andet trives.

Hvis ikke du bryder dig om det vilde udtryk, så er der alligevel flere ting du kan gøre, for at skjule de vilde initiativer en smule, og alligevel nyde godt af deres effekt. Så kan haven se velfriseret ud, uden at vildskaben er helt fraværende bag kulissen.

Tips til at lukke det vilde ind i en velplejet have

Du behøver ikke at omdanne hele haven til vild natur, for at gøre noget ekstra for haven.

  1. Slår du plænen, så lad områder med mange blomster stå og være fødegrundlag for insekter.
  2. Lad haveaffaldet ligge i bedene, og saml kvas og nedfaldsgrene under buske og i busketter.
  3. Find et sted ude af syne, hvor en brændestabel kan få lov at forgå.
  4. Vælg mange forskellige blomster og planter til bedene — så gør det ikke lige så meget, at ukrudtsblomsterne bliver luget væk.

Vælg planter, der gavner

Du er kommet langt, hvis du vælger lidt flere forskellige planter og afgrøder, og hele omlægningen behøver jo ikke ske på én gang.

Du kan med tiden udvælge flere og mere specifikke plantearter, der gavner på hver deres måder. Det handler om at udfylde alle nicher i et komplekst system af organismer, og om at vælge planter, der gavner alle lag af økosystemet, lige fra mikroskopiske dyr, svampe og bakterier til større arter, der lever højere oppe i fødekæden.

Hvilke planter øger biodiversiteten bedst?

Hvis du vil have en have, der minder om den danske natur til fordel for naturen, så er det næsten selvfølgeligt at vælge planter, der er hjemmehørende. Mange engblandinger indeholder enårige planter, der er hjemmehørende, og som breder sig af sig selv, når først de har fat.

Tjørn, røn og hyld er også blandt de lavere og rigtig gode træarter, som fugle og meget andet mikroliv nyder.

Der er en del planter, som har været hjemmehørende i hundredvis af år, og som er udmærket bud på planter, der kan dyrkes i haven, for at øge biodiversiteten:

  • Krybende læbeløs, Ajuga reptans.
  • Kvan, Angelica archangelica.
  • Skovjordbær, Fragaria vesca.
  • Skovmærke, Galium odoratum.

Ønsker du dig mere traditionelle eller populære haveplanter, er der dog inden grund til at miste modet. Mange af de gode haveplanter i handlen er også rigtig attraktive for insekter, eksempelvis har humlebien jo ikke noget imod at besøge hver eneste blomst på en klematis, det gør den gerne. Her er det dog blot oplagt at sørge for igen at vælge forskellige, og også nogle arter, der ikke er alt for aggressive — på den måde er der plads til alle i bedet.

En vild præriehave.

Dyrk et åbent skovbryn

Vælger du planter i mange størrelser, og sørger for, at der er planter, der optager alle havens etager, så begynder sammensætningen hurtigt at ligne den type natur, som mange danske fugle trives i — den åbne løvskov.

  • Dyrk planter i større grupper, så der dannes busketter og tætte buskadser.
  • Sørg for at blande forskellige planter, så de får gavn af hinandens tilhørende dyr og insekter.
  • Plant både urter, blomster, buske og træer.

Planter som fuglene elsker:

  • Berberis
  • Bærmispel
  • Bøg
  • Ene
  • Gedeblad
  • Hassel
  • Havtorn
  • Hyld
  • Kristorn
  • Paradisæble
  • Pære
  • Røn
  • Tjørn
  • Tuja
  • Æble

Det kan også være blomster, der danner mange og store frø. Solsikke er en sikker vinder, valmue, solhat og stjernehat også. Desuden vil mange af de bivenlige og insektvenlige planter, som ofte er mærket i handlen i dag, gode, fordi de netop tiltrækker insekter, som mange fugle elsker.

TIP: Redekasser er et helt oplagt sted at starte, hvis man ønsker sig flere fugle i haven.

Sørg for vand og kvas

Træernes ved åbner for en verden af mikroliv, når det nedbrydes, og i haven kan vi mime væltede træer, der forgår i skovbunden, ved at sørge for, at der ligger træ og gemmer sig i buskene. Man kan også grave det ned, eller bygge haveindretningen op ad det. Det er f.eks. blevet meget populært at bruge brændestabler som mure og hegn, og det er perfekt for biodiversiteten. Mikrolivet går i gang med at nedbryde vedet, og massevis af insekter lever og overvintre i brændestablen, ligesom mus og andre smådyr som fx padder gør det.

Vand har samme gavnlige effekt — det tiltrækker dyr og insekter, der har brug for væsken, og har du endda små damme eller baljer med vand, vil du meget hurtigt opdage, at der indfinder sig alverdens smådyr i vandet.