

Havekalender | Uge 14
Haven er lige så meget et moralsk og filosofisk anliggende som en praktisk opgave.
- Michael Pollan.
Tilbage til oversigten: Isabellas’ havekalender.
INSPIRATION TIL GØREMÅL I HAVEN | UGE 14
Tjeklisten:
- Forspir tomater
- Beskære roserne
- Så majroer
- Lug det første ukrudt
- Giv frisk jord til overvintrende planter
Forspir tomater
Der går cirka halvanden måned fra forspiret tomatfrø til udplantningsklar plante, så forspir nu, hvis du vil lave dine egne småplanter til at plante ud i drivhuset eller køkkenhaven. Tomatfrø spirer let, men for at få gode planter er det vigtig, at de får mest muligt lys, ikke står alt for varmt og kun vandes, når jordoverfladen er tørret ud.
Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Beskær roserne
Det er tid til at beskære roserne, så de skyder med friske, nye skud nedefra. Beskær altid grenen lige over en knop, der vender væk fra midten, og sørg for, at formen er harmonisk. Jo hårdere du beskærer rosen, jo senere vil den blomstre. På klatreroser og buskroser kan du fjerne større grene helt nede ved jorden for at forynge dem. Klip også alle visne, frostskadede og syge grene af. Slut af med en langtidsvirkende rosengødning.

Sådan får du succes med roser
Så majroer
Majroer har en kort udviklingstid og er rige på C-vitamin. Hvis du sår dem nu, kan du nå at høste dem tidligt nok til at dyrke en afgrøde mere på samme sted bagefter.

Lok ukrudtet i baghold
Rens køkkenhavens bede for overvintrende frøukrudt ved at forberede jorden, som hvis den skulle sås til, og dæk med klar plastik. Under plastikken spirer ukrudtet hurtigt, og da der ikke er nogen afgrøder at tage hensyn til, er det let at fjerne. Gentag evt. kuren, inden du sår bedet til.

Kend dit ukrudt
OBS! Slimet ukrudtshjælp
Vinbjergsneglen vågner lige nu op af sin vinterdvale og er glubende sulten. Vinbjergsnegle er ikke uønskede. Den kaster sig over det spæde ukrudt for hurtigt at få genetableret væskebalancen og få energi til at begive sig ud i livet for fuld sneglefart. Plettet voldsnegl derimod er invasiv, den vil vi gerne af med.
Frisk jord til de overvintrende
Overvintrende planter som laurbær, fuchsia og citronverbena plantes om i frisk jord og klippes til, så de sætter nye, friske skud. Brug det afklippede til top- og ledstiklinger, og stik dem i fugtig så- og priklemuld, overdækket med en plastikpose.