Græskarsuppe med chili og feta

Græskarsuppe med chili og feta

Lækre supper hører efteråret til, og denne med græskar, chili og feta er perfekt at lune sig på på de kølige, mørke aftener, vi har i vente. Få opskriften på den bedste græskarsuppe her!

Torsdag, 4. oktober 2018 - 12:37 - Opskrifter og foto: Inge Skovdal / skovdalnordic.com

Skyd efteråret i gang med en nem og lunende græskarsuppe med chili og feta. Vil du give suppen et ekstra tvist af efterår, kan du servere den sammen med sprødstegt vildsvinebacon. Mums!

TIP: Du kan sagtens erstatte vildsvinebacon med almindelig bacon, men smagen er ikke den samme. Vildsvin lever i skove og spiser en varieret kost, der fx kan bestå af rødder, græs og urter, og derfor smager kødet vildt og en smule forskelligt fra vildsvin til vildsvin

Prøv også: Linsesuppe med rød karry

Det skal du bruge til græskarsuppe med chili og feta:

  • Ca. 800 g græskar
  • 2 løg
  • 2 fed hvidløg
  • ½ rød chili
  • 3 spsk. rapsolie
  • 2 dl hvidvin
  • 1 l kraftig oksebouillon
  • Salt og peber
  • 2 dl fløde
  • 150 g feta
  • 1 godt brød
  • Evt. 150 g vildsvinebacon

Vild med græskarsuppe? Prøv også denne med et asiatisk tvist!

Sådan laver du græskarsuppe:

  1. Skær skallen af græskarret, og skær kødet i mindre stykker. Pil løg og hvidløg. Hak løget fint. Skær chilien i skiver.
  2. Sautér græskarrene i olie. Efter et par minutter tilsætter du løget og chilien og presser hvidløget ned i gryden. Lad det simre lidt.
  3. Tilsæt hvidvin og bouillon, og lad det småkoge ca. 20 minutter. Steg vildsvinebacon på en pande.
  4. Blend suppen, og smag til med salt, peber og fløde. Servér den varme suppe med sprød bacon og smuldret feta på toppen og et godt brød til.

Flere gode supper: Gulerodssuppe med ingefær

Læs mere om:

Læs også:

græskarsuppe