Gryderet som gæstemad

Byd gæsterne på en saftig kalvegryde med bønner, chorizo og oliven. Gryderetten er perfekt som gæstemad, da den er let at tilberede og kan forberedes i god tid.

Torsdag d. 25. december 2008 - af Mette Jantzen, Foto: Jes Buusmann

Fire personer:

350 g brune bønner
Vand
1 laurbærblad
Salt
Peber
1½ kg kalvebov uden ben (kan erstattes af oksebov uden ben)
3 fed hvidløg
½ chili
2 spsk raps- eller olivenolie
2 dåser hakkede tomater
1 øl (pilsner), 33 cl
2 laurbærblade
200 g chorizo (lufttørret)
5 løg
150 g sorte oliven, gerne med sten

Sæt bønnerne i blød i koldt vand i 10-12 timer. Kasser udblødningsvandet. Læg bønner, laurbærblad, salt og peber i en gryde med vand, som dækker. Kog bønnerne, til de er møre, ca. 1 time. Mens bønnerne koger, tilberedes resten. Skær kødet i mindre skiver. Hak hvidløg og chili. Opvarm olien i en stor gryde, og brun kødet heri i et par minutter. Brun evt. kødet ad flere omgange, hvis der ikke er plads til det hele.

Kom hvidløg, chili, hakkede tomater, øl og laurbærblade ned til kødet, og lad det småkoge under låg i ca. 1¼ time, eller til kødet er mørt. Skær chorizoen i skiver og løgene i kvarter. Læg pølse, løg, oliven og de møre brune bønner i gryderetten, og kog yderligere ca. 15 minutter. Server fennikelbrødet til retten.

TIP: Hvis det skal gå lidt tjept, kan du købe færdigkogte bønner, for eksempel cannellinobønner. Men så skal de kun koge med de sidste par minutter før servering og ikke i 15 minutter, som opskriften angiver.