Aftensmad

Frikadeller: 3 nye opskrifter med frikadeller

Frikadeller er et hit hos alle omkring middagsbordet. Forny den klassiske frikadelle-opskrift og server frikadeller på nye, inspirerende måder.
af Line Sølvhøj Johansson 1.09.2014 Opskrifter: Christine Bille Nielsen. Foto: Henrik Freek

Når alle i familien skal tilgodeses rundt om middagsbordet, er frikadeller et sikkert hit. Frikadeller er en gammel klassiker, som du sikkert også selv fik serveret som barn, men ikke desto mindre holder frikadeller stadig og kan serveres på nye, lækre måder.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Læs også: 10 opskrifter med nye kartofler

Herunder har vi samlet tre nye opskrifter på frikadeller, så du kan forny madplanerne for ugen.

Krydrede frikadeller og gulerodssalat med rød karry

Tid: 25 minutter
Antal personer: 4

Det skal du bruge til dine frikadeller:
• 1 fed hvidløg
• 2 cm frisk ingefær
• 1 stilk citrongræs
• 400-500 g hakket svinekød
• 1 tsk salt
• 1 æg
• ¾ dl hvedemel
• ¾ dl kokosmælk
• 2 spsk olie til stegning

Sådan laver du din ret med frikadeller:
• Pil hvidløget, og skræl ingefæren. Riv hvidløg og ingefær fint. Hak den nederste tredjedel (den tykke ende) af citrongræsset meget fint. Rør hvidløg, ingefær og citrongræs sammen med svinekød og salt. Rør ægget i kødet. Tilsæt hvedemel, og spæd op med kokosmælk.

• Form farsen til små frikadeller, og steg dem på en varm pande med olie, til de er gennemstegte og gyldne på begge sider.

Gulerodssalat med karry og kokos:
• 3-4 tsk rød thai karrypasta
• 1 dl kokosmælk
• 700 g gulerødder
• 1 bundt forårsløg
• ca. 1 spsk fiskesauce
• saften af 1½ limefrugt
• lidt sukker
• evt. salt
• ½ bundt koriander

Rør karrypasta og kokosmælk sammen i en stor skål. Skræl gulerødderne, og skær dem i tynde strimler. Skær forårsløgene i skiver. Bland gulerødder og løg grundigt med dressingen. Smag salaten til med fiskesauce, limesaft og sukker i en balance, hvor man ikke smager det ene mere end det andet. Smag evt. til med lidt salt. Drys med grofthakket koriander og server med kogte ris.

Læs også: Et kernesundt valnødderbrød

Linse-frikadeller med mangosalat og myntedressing

Tid: 45 minutter
Antal personer: 4

Det skal du bruge til dine frikadeller:
• 150 g brune eller grønne linser
• 5 dl vand
• 1 løg
• 1 fed hvidløg
• 2 æg
• 1 tsk stødt spidskommen
• ¼ tsk cayennepeber
• 1½ dl havregryn
• 1 tsk karry
• 3 spsk hvedemel
• 2 spsk sojasauce
• ½ tsk salt
• 4 spsk olivenolie til stegning

Sådan laver du din ret med frikadeller:
• Kom linser og vand i en gryde, og kog dem næsten møre. Sluk for blusset, og lad linserne trække i vandet, til de er kølet lidt af og har suget alt vandet til sig.

• Rør linserne med finthakket løg, presset hvidløg, æg, spidskommen, cayennepeber, havregryn, karry, mel, sojasauce og salt.

• Varm halvdelen af olien op på en pande, form linseblandingen til frikadeller, og steg dem gyldne og sprøde på den ene side. Vend dem, dryp med resten af olien, og steg dem gyldne på den anden side. Bræk en frikadelle over for at tjekke, at de er gennemstegte.

Server med mangosalat bestående af to modne mangoer, et rødløg, en frisk rød chili og saft af 1 limefrugt samt kogte ris og en myntedressing bestående af 4 dl yoghurt, en håndfuld frisk mynte og salt og friskkværnet peber.

Læs også: Sådan kan du bruge resterne i dit køleskab

Fiskefrikadeller med grønkålssalat og løgkompot
Tid: 40 minutter
Antal personer: 4

Det skal du bruge til dine frikadeller:
• 500 g filet af torskefisk (fx sej, kuller, kulmule, lange, brosme, torsk)
• 1 tsk salt
• 1 æg
• ½-1 dl rasp
• ½-1 dl mælk
• friskkværnet peber
• 1 tsk fintrevet skal af 1 citron, usprøjtet
• 1 tsk fintrevet skal af 1 appelsin, usprøjtet
• 1 lille potte timian
• smør eller olie til stegning

Sådan laver du din ret med frikadeller:

• Hak fisken med en kokkekniv. Rør fiskekødet sejt med salt og derefter med æg. Rør rasp i, og spæd op med mælk. Det er lidt forskelligt, hvor våd fisken er, så reguler konsistensen med rasp og mælk. Tilsæt peber, citron- og appelsinskal og timianblade.

• Form fiskefarsen til 12 frikadeller, og steg dem gyldne på begge sider i smør eller olie på en varm pande.

Løgkompot:
• 400 g rødløg
• smør eller olie til stegning
• 3 spsk sennepsfrø
• ½ dl æbleeddike
• 1 spsk sukker

Pil rødløg, og skær dem i både. Steg dem i smør eller olie i en gryde ved middel varme i ca. 5 minutter, uden at de tager farve. Tilsæt sennepsfrø, eddike og sukker, og småkog i 10 minutter, til der næsten ikke er mere væde tilbage.

Grønkålssalat:
• 4 hele kardemommekapsler
• 2 spsk æbleeddike
• 2 spsk olivenolie
• 300 g frisk grønkål
• 400 g æbler
• salt og friskkværnet peber

Pil frøene ud af kardemommekapslerne. Hak dem fint, og bland med eddike og olie. Rib grønkålen, og hak den fint. Skær æblerne i tynde både, og vend dem straks i kardemommedressingen. Vend grønkålen sammen med æblerne, og smag til med salt og peber.

Læs også: 5 skønne dressinger

Find lækre opskrifter på salater i galleriet herunder: