Kød og fjerkræ

Stinco di vitella - Toscansk kalveskank med ovnstegte kartofler

Super gæsteret, da den næsten passer sig selv i ovnen
af Dorthe Plechinger / Foto: Locator/Anatoly Gendin, Dorthe Plechinger m.fl. 3.04.2009

»Det er en super gæsteret, fordi den næsten passer sig selv i ovnen, og alle er vilde med den. Når jeg laver den til mine romerske venner hjemme, bager jeg også kuvertbrød til, så er der ikke et øje tørt,« siger Eva Ravnbøl.
(4 personer)
1 kalveskank på ca. 2½ kg
8 fed hvidløg
2-3 stilke frisk rosmarin
2 stilke frisk salvie
lidt mel
2 stængler bladselleri
2 gulerødder
1 rødløg
½ dl olivenolie
½-1 fl. hvidvin
ca. 1 dl oksebouillon
peber
salt
2 kg kartofler

Stik huller i kalveskanken med en knivspids og fyld krydderurteblandingen af tre fed friskhakket hvidløg, rosmarin og sal-vie i hullerne sammen med lidt groft salt. Drys skanken med salt og læg den i et ovnfast fad. Hæld godt med olivenolie på, en halv flaske hvidvin og et drys mel, som kan jævne sovsen. Læg groftskårne gulerødder, bladselleri og løg i fadet. Krydr kødet med salt og peber og hæld evt. lidt mere hvidvin eller bouillon over for at spæde op. Stil stegen i ovnen ved lav varme, ca. 180°, i omkring to-tre timer, indtil den er gennemstegt. Dæk kødet med sølvpapir den første halvdel af tiden for at undgå, at det bliver branket.
Lad skanken hvile i ca. 15 minutter, inden den skæres ud i tynde skiver. Hæld urtesaucen fra fadet over og server f.eks. med ovnstegte kartofler.

Læs om MARCHE - DRØMMEN OM DET USPOLEREDE ITALIEN

Læs om VINE OG GODE OPLEVELSER I MIDT-ITALIEN