Brød & Boller

Spinatsnegle med ricotta og parmesan

De her lækkerbiskener dufter så skønt, at tiden snegler sig af sted, når de bager i ovnen. Men vi lover, at de smagfulde spinatsnegle med ricotta og parmesan er al ventetiden værd!
Opskrift: Camilla Biesbjerg Markussen. Foto: Columbus Leth 29.06.2022
16 stk

Dej:

  • 2½ dl sødmælk
  • 25 g gær
  • 1 tsk. sukker
  • 2 æg
  • 2 spsk. olivenolie
  • 500 g hvedemel
  • 1 tsk. salt
  • 1 æg til pensling
  • 16 papirforme

Ricottafyld:

  • 250 g ricotta
  • 1 æg
  • 1 fed hvidløg
  • 1 tsk. tørret oregano
  • Salt og peber
  • 60 g frisk spinat
  • 25 g parmesan

Sådan laver du spinatsnegle med ricotta og parmesan

Dej: 

  1. Lun mælken i en gryde, og rør gæren ud heri sammen med sukker.

  2. Tilsæt æg og olie, og rør det sammen.

  3. Tilsæt hvedemel og salt, og ælt dejen grundigt i 5-8 minutter (gerne i en røremaskine), til dejen er glat og smidig.

  4. Dæk skålen med et rent og fugtigt viskestykke, og lad dejen hæve lunt i ca. 1 time, indtil den er hævet til dobbelt størrelse.

Ricottafyld:

  1. Rør ricotta og æg sammen i en skål.

  2. Pil og pres hvidløg, og rør det i ricottablandingen sammen med oregano, salt og peber.

  3. Skyl og afdryp spinaten, og hak den fint. Rør den hakkede spinat i ricottablandingen. Riv parmesanosten fint.

  4. Rul dejen ud på et let meldrysset bord til en stor aflang firkant. Smør ricottablandingen ud på dejen i et jævnt lag, og drys med parmesan.

  5. Rul dejen sammen til en roulade på den lange led. Skær rouladen ud i ca. 16 tykke snegle.

  6. Fordel sneglene i papirforme på 1-2 bageplader med bagepapir, dæk dem til, og lad dem efterhæve i 30 minutter.

  7. Tænd ovnen på 180°.

  8. Pensl spinatsneglene med sammenpisket æg, og bag dem i ovnen i 18-20 minutter, til de er gyldne og gennembagte. Afkøl dem på en bagerist før servering.