Forretter

Små hapsere med fjordrejer

Server fjordrejer som lækre godbidder til dine gæster. Her får du en lækker opskrift på fjordrejer på toast med gedeost og radiser.
af Carsten Kyster. 9.04.2014 Foto: Columbus Leth.
småretter med fjordretter, gedeostcreme og krydderurter

Imponer dine påskegæster med disse lækre småretter med fjordrejer, gedeostcreme og radiser. De er ikke kun nemme at lave, fjordrejer smager også vidunderligt sammen med gedeost og krydderurter. Her får du en opskrift, som er oplagt som forret til påskemiddagen eller som fingermad på en tapas-tallerken.

Ingredienser

  • 2 radiser
  • 40 g blød gedeost, for eksempel Tebstrup gedeost i olie
  • 1 spsk. dild, finthakket
  • Salt og sort peber
  • 50 g fjordrejer, almindelige små rejer kan også bruges
  • Karse
  • 8 små sprøde færdigkøbte toast

Sådan laver du små hapsere med fjordrejer

  1. Skær radiserne på en mandolin eller så tynde som muligt, og læg dem i iskoldt vand i 10 minutter. Hæld vandet fra, kom dem i en sigte, og lad dem dryppe godt af for vand - tør dem eventuelt med et stykke køkkenrulle.
  2. Rør gedeosten med dild, og smag til med salt og peber.
  3. Kom gedeosten ned i en frysepose, og klip et af hjørnerne af. Sprøjt gedeosten på toastbrødene.
  4. Fordel de små fjordrejer ovenpå sammen med radiser. Pynt med klippet karse og kværnet sort peber.