Kager

Crumblesnitter med jordbær

Der er ikke meget, der slår smagen af et solmodent dansk jordbær. Det skulle da lige være, hvis det fik selskab af sprød crumbledej og mandelflager. Prøv selv!
Opskrift: Camilla Biesbjerg Markussen. Foto: Columbus Leth 7.04.2023
Crumblesnitter med jordbær

Ingredienser

  • 250 g jordbær
  • ½ vaniljestang
  • 40 g sukker
  • 3 spsk. citronsaft
  • 1 spsk. vand

Crumble

  • 200 g hvedemel
  • 100 g havregryn
  • 75 g brun farin
  • 50 g sukker
  • ¼ tsk. salt
  • 185 g smør
  • 40 g mandelflager
  • 1 firkantet bageform, 21 x 21 cm

Crumblesnitter med jordbær

  1. Skyl og nip jordbærrene, og skær dem i små stykker.
  2. Flæk vaniljestangen, og skrab kornene ud.
  3. Bland jordbær, vaniljekorn, sukker, citronsaft og vand i en gryde, og bring det i kog. Skru ned til middel varme, og lad jordbærrene småkoge i ca. 10 minutter, til de er kogt let ud – mos dem også gerne let med en gaffel.
  4. Hæld kompotten på et glas med låg, og sæt den på køl, til den er helt kold.

Crumble

  1. Bland hvedemel, havregryn, brun farin, sukker og salt i en skål.
  2. Skær smørret i tern, og smuldr det i melblandingen til en grov crumble. Del crumbledejen i to lige store portioner.
  3. Tænd ovnen på 190°, og læg bagepapir i formen.
  4. Tryk den ene portion crumbledej ned i bunden af formen i et jævnt lag. Smør jordbærkompotten ud på bunden. Bland den anden portion crumbledej med mandelflagerne, og drys det ud over jordbærkompotten.
  5. Bag kagen i ovnen i 30-35 minutter, til den er gylden. Afkøl kagen helt, og skær den i 12 firkantede snitter.