Kager

Klassisk marmorkage

Få den klassiske opskrift på marmorkage lige her og vælg selv, om du vil pifte den op med lækker bær-flødeskum, eller om du bare vil nyde den, som den er.
af Redaktionen. 15.06.2015 Foto: Bjørn Jakobsen.
opskrift på marmorkage med flødeskum og bær

Når det kommer til kageklassikere, så ligger marmorkage helt klart i top ti. Den skønne kage er kendetegnet ved det fine mønster, der gør den så let at genkende på kagebordet. Vi giver dig her en opskrift på marmorkage, som du kan vælge at servere, sådan som du kender den, eller du kan pifte den op med lidt nyt tilbehør i form af bærflødeskum.

1 t og 0 min 8 personer

Ingredienser

  • 200 g blødt smør
  • 200 g sukker
  • Kornene fra en stang vanilje
  • 4 æg
  • ½ tsk. bagepulver
  • 200 g hvedemel
  • 100 g smeltet mørk chokolade

Bærskum

  • 3 dl piskefløde
  • 200 g friske bær

Sådan laver du marmorkage

  1. Rør smørret med sukkeret, til det er hvidt.
  2. Rør vaniljekorn i dejen. Tilsæt æggene et ad gangen, og rør godt mellem hvert æg. Vend bagepulver i sammen med melet.
  3. Tag halvdelen af dejen fra, og bland den med smeltet chokolade.
  4. Fordel halvdelen af den lyse dej i en smurt rugbrødsform på 1 liter. Kom derefter chokoladedejen over og til sidst resten af den lyse dej. Rør lidt rundt i dejen med en strikkepind eller et trægrillspyd.
  5. Bag marmorkagen midt i en 175° varm ovn i en time. Afkøl kagen let, og servér den i gode tykke skiver.

Bærskum

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

  1. Blend de friske bær, og pisk piskefløden til flødeskum. Rør derefter de to masser sammen. Servér i en skål med hele friske bær som pynt.