Køkkenhaven fryser

I vintermånederne, når frosten sætter ind, er der ikke meget liv i haven. Men jeg sørger for at få styr på de småting, der stadig skal ordnes i den kolde tid. Og så er der endnu lidt friske kålblade at finde, som jeg nyder at bruge i madlavningen.

Onsdag, 28. februar 2018 - 12:18 - Tekst og Foto: Kenn Römer-Bruhn.

Det er koldt udenfor, og temperaturen er under frysepunktet. Der ligger ingen sne på jorden, så vi har det fænomen, der kaldes barfrost. Og godt for det. For barfrost kan forhåbentlig tage livet af nogle af dræbersneglene og dermed holde snegletrykket nede i indeværende sæson. Måske er jeg bare naiv – hvor sandsynligt er det egentlig?

Læs mere om min køkkenhave her! 

Barfrost er desværre ikke ren lykke, for den kan være hård for planterne. Her i blomsterhaven vinterdækkes vores hortensiaer med halm og grangrene. Bliver det ekstra koldt, lægges også et gammelt flistæppe over.

Krukkevækster er også udsat, når det er barfrost. Her gælder det om at få krukkerne sat ind langs husmuren eller under et halvtag. Jeg sætter vandingen helt i stå, så jorden blot er fugtig – ja, nærmest tør. På den måde tåler krukkevæksterne langt bedre frosten.

Se også: Formering af vintergækker og erantis

I køkkenhaven er alt gået i stå, og med udsigten til flere ugers frost er der ikke meget at foretage sig derude. Dog er der et stort plus, for med den hårde frosne jord er det muligt at færdes på alle bede. I år har jeg fortsat palmekål stående. Det er skønt at plukke friske kålblade til salaten eller til en omgang grønlangkål. Selv i frostvejr er purløg begyndt at skyde, og små friske skud kan nu med forsigtighed klippes.

Se også: Lav en halvmur af brænde

Læs også: