Berlinere med vaniljecreme

Overrask dine gæster med hjemmebagte berlinere, og fyld dem med vaniljecreme med et lille touch af citron. Få opskriften her på de lækre kager!

Fredag, 8. marts 2019 - 13:38 - Tekst / Foto: Skovdalnordic.com.
 
Berlinere er overraskende nemme at fremtrylle, og så smager de fantastisk. En gammel favorit, hvor kun fantasien sætter grænser for fyldet. De fleste kender berlinere for deres syltetøj i midten - det har vi skiftet ud og i stedet tilføjet en smørblød vanilje-citroncreme. Vi lover de er luftige og sprøde, mums!
 
 
12-15 stk.
 

Det skal du bruge til berlinere med vaniljecreme: 

Creme:

  • 1 vaniljestang
  • 2½ dl fløde
  • 2½ dl sødmælk
  • 4 æggeblommer
  • 100 g sukker
  • 45 g Maizena
  • 1 usprøjtet citron 

Berlinere:

  • 1,2 dl mælk
  • 1 spsk. tørgær
  • 420 g hvedemel
  • 50 g rørsukker
  • 1 tsk. salt
  • 3 æg
  • 100 g smør stuetemperatur
  • 1-1½ l olie til friture
  • 250 g sukker

Måske du også kan lide: Nemme havregrynsboller med honning 

Sådan laver berlinere med vaniljecreme: 
  1. Creme: Skrab kornene ud af vaniljestangen. Hæld fløde, mælk, vaniljekorn og den tomme vaniljestang i en gryde, og varm det op til kogepunktet under omrøring. Lad det simre.
  2. Hæld æggeblommer og sukker i en skål og pisk det, til det bliver tykt. Pisk derefter Maizena i æggeblommeblandingen. Bland en lille smule af mælkeblandingen i skålen med æggeblandingen, og hæld derefter hele æggeblandingen op i gryden. Varm op på svag varme, til cremen tyknes. Tag gryden af varmen, og lad cremen afkøle helt. 
  3. Fisk vaniljestangen op, og hæld cremen i en skål. Riv citronskallen meget fint, og vend den i den afkølede creme. Dæk skålen med køkkenfilm, og stil cremen i køleskabet.
  4. Berlinere: Varm mælken op, til den er lunken, og hæld den i en skål sammen med gæren. Rør gæren ud, og lad det stå i 5 minutter. Hæld mel, rørsukker og salt i en ny skål, og rør det sammen. 
  5. Tilsæt langsomt gærmælken under omrøring. Tilsæt æggene 1 ad gangen, mens du fortsat rører. Ælt dejen igennem i 5 minutter, til du har en glat og fast kugle. Tilsæt smør 1 spsk. ad gangen, mens du rører. Fortsæt, indtil alt er tilsat, og rør videre ved høj hastighed, til dejen bliver elastisk. 
  6. Dæk skålen med et klæde, og stil dejen til hævning et varmt og tørt sted i 1 time, til dejens størrelse er fordoblet.
  7. Slå dejen ud på et bord, ælt hurtigt luften ud af den, og læg den i skålen igen. Dæk skålen med køkkenfilm, og stil dejen til hævning i køleskabet natten over.
  8. Slå dejen ud på et meldækket bord, og rul den ud med en kagerulle, til den er ca. 1½ cm tyk. Udstik dejen til cirkler på Ø 7-8 cm, og læg dem på en bageplade med bagepapir. Dæk bagepladen med et klæde, og stil den til hævning et varmt og tørt sted i 30 minutter.
  9. Hæld olien i en gryde, og opvarm den til 180°. Hav sukkeret klar i en skål ved siden af. Læg forsigtigt ca. 3 berlinere i den varme olie, lad dem stege i 1 minut, vend dem, og steg videre 1 minut på den anden side. Rul berlinerne i sukker, så snart du har taget dem op. Fortsæt, til alle berlinere er færdige. Hæld cremen i en sprøjtepose med spids tylle, tryk et hul i siden af hver berliner, og sprøjt cremen ind.

Boliginspiration: Sådan indretter du dig bæredygtigt i boligen 

 

Læs også: