Aftensmad
Aftensmad
Fettuccine med karljohansvampe
Elsker du også italiensk mad? Vi hylder støvlelandet med denne autentiske italienske ret fra det rustikke landkøkken bestående af fettuccine med karljohansvampe. Prøv den!
af Marie Melchior
5.03.2015
Foto: Jakob Helbig
Synet af mamma, der står i køkkenet med hovedet over kødgryderne og duften af salvie, er hvad vi forbinder med autentisk italiensk madlavning. Selvom du ikke er under sydlige himmelstrøg, kan du dog sagtens selv skabe en følelse af Italien ved at kaste dig ud i kunsten af at lave mad fra det rustikke køkken. Vi hylder støvlelandet med denne fantastiske ret bestående af fettuccine og karljohansvampe, der vil få dine smagsløg til at juble!
Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.
DU KAN FINDE MANGE FLERE FANTASTISKE OPSKRIFTER OG MADTIPS I ISABELLAS!
Fettuccine med karljohansvampe
Antal: 6 personer.
- 50 g tørrede karljohansvampe
- 1 fed hvidløg
- 2 skalotteløg
- 1 spsk smør
- 1 spsk rød balsamico
- 1 bundt salvie
- 2½ dl fløde
- Havsalt og peber fra kværn
- 1spsk olivenolie
- 600 g frisk eller 400 g tør fettuccine
Kan du ikke få nok af Italien? Vi har samlet 5 opskrifter på italiensk mad.
Sådan laver du fettuccine med karljohansvampe:
- Skyl de tørrede svampe, læg dem i en skål, og hæld vand over, til det dækker. Lad svampene trække i en times tid på køkkenbordet.
- Hak hvidløg og skalotteløg helt fint.
- Smelt smør i en sauterepande. Svits løg og hvidløg. Hæld balsamico på panden, og lad det koge ind et par minutter.
- Hak salvie, og husk at gemme nogle blade til at pynte med. Drys hakket salvie på panden.
- Tag svampene op af vandet, og gem 2 dl af vandet. Hæld svampene på panden, og steg det hele i 5-6 minutter.
- Hæld fløden på, og kog ind ved middel varme. Krydr med salt og peber.
- Sæt en stor gryde over med vand tilsat lidt salt og olivenolie. Bring vandet i kog. Kog pastaen i 3-4 minutter, hvis det er frisk pasta, eller 10-12 minutter, hvis det er tør pasta, til den er al dente. Hæld vandet fra, og vend den kogte pasta med svampesaucen.
- Anret pastaen med det samme i dybe tallerkener. Pynt med salvieblade, og server straks.