Havregrynskugler med kaffesmag

Det skal du bruge: 
Havregrynskugler med kaffesmag
120 g finvalsede havregryn
60 g kokosmel
40 g sukker
3 spsk. kakaopulver
1 tsk. vaniljesukker
1 spsk. pulverkaffe
1 spsk. romessens
90 g blødt smør
Kaffepulver til pynt

Vi er vilde med søde fristelser, og hjemmelavede havregrynskugler er en af storfavoritterne fra barndommen.

Men de lækre, bløde kugler passer også skønt til en hyggelig kaffestund. Vi har tilsat kaffe til denne opskrift, så havregrynskuglerne får en mere dyb og intens smag. De er nemme at lave, og du skal kun bruge få ingredienser. Læs her, hvordan du gør.

Sådan laver du havregrynskugler med kaffesmag: 

  1. Kom havregrynene i en foodprocessor eller minihakker, og kør, til det er blevet til groft mel.
  2. Kom melet i en skål, og tilsæt alle de tørre ingredienser.
  3. Rør godt rundt, og kom derefter romessensen og smørret i skålen.
  4. Brug fingrene til at ælte smørret ud i dejen.
  5. Sæt kaffemassen på køl i ca. 30 minutter, når du har en samlet masse.
  6. Tril dejen til små kugler, og vend dem i kaffepulver inden servering.