Desserter og kager

Mette Blomsterberg nougattoppe

Mette Blomsterberg giver dig sin opskrift på lækre nougattoppe, der smelter i munden som rene sansebomber.
af Mette Blomsterberg / Foto: Lars Ranek 1.12.2008
Mette Blomsterberg nougattoppe

Der skal kun to ingredienser til for at kreere disse nærmest sublime toppe af chokolade og nougat. Og så bliver det ikke nemmere! Prøv mesterkonditorens egen opskrift på nougattoppe, der pynter på kagefadet, forkæler ganen og er det perfekte stykke sødt til kaffen.

Hvis du kan lide disse nougattoppe, vil du sikker også kunne lide kaneltrøfler a la Mette Blomsterberg!

Mette Blomsterberg nougattoppe

Ca. 24 stk.

Det skal du bruge til nougattoppe:

  • 400 g lys chokolade, gerne Valrhona
  • 200 g blød nougat
  • 1 stk. chokolade-støbeform til ca. 24 stk.

Temperering af chokolade:

  1. Hak al chokoladen fint. Du kan med fordel lægge chokoladen i fryseren i 10 minutters tid, før den skal hakkes. Det letter arbejdet.
  2. Smelt halvdelen af den hakkede chokolade i vandbad, til den er 45° varm.
  3. Vær opmærksom på, at der ALDRIG må komme vand i chokoladen. Så bliver den ødelagt og grå.
  4. Fjern skålen med den smeltede chokolade fra varmen.
  5. Den resterende finthakkede chokolade hældes op i skålen med den smeltede chokolade og smelter med.
  6. Når alt er smeltet, er chokoladen 'tempereret' og klar til brug. Det kan være nødvendigt at opvarme chokoladen en anelse, men pas på. Bliver den for varm, skal hele herligheden tempereres på ny.

Prøv også: Kiksekage med mørk chokolade

Sådan laver du nougattoppe:

  1. Husk at polere støbeformen helt ren med en tot vat før brug.
  2. Fyld den tempererede chokolade hurtigt i alle hullerne i støbeformen.
  3. Anvend rigeligt chokolade og bank formen let, så eventuelle luftbobler forsvinder.
  4. Vend den fyldte form på hovedet hen over skålen med den resterende, tempererede chokolade, så hullerne bliver tømt.
  5. Skrab al overskydende chokolade af med en palet.
  6. Stil formen i køleskab i tre minutter
  7. Tag formen ud derefter, og fyld blød nougat i alle de støbte chokoladeskaller. Pas på ikke at fylde for meget i.
  8. Dæk bundene ved at hælde tempereret chokolade ud over de nougatfyldte skaller.
  9. Bank igen formen let og skrab al overskydende chokolade af med en palet.
  10. Stil den færdige støbeform i køleskabet i 10-15 minutter.
  11. De helt kolde nougattoppe slås forsigtigt ud af formen.
  12. Opbevar nougattoppene tildækket ved ca. 10°. Hæld evt. overflødig chokolade ud på bagepapir, hvor det størkner, og brug det en anden gang i en dessert eller lignende.

Prøv også: Cheesecake med figner