Tilbehør

Bagte portobellosvampe

Bagte portobellosvampe er perfekte som forret eller tilbehør til kød eller fjerkræ. Her får du opskriften på lækre bagte svampe med tomat og gedeost.
af Marie Melchior. 27.08.2012 Foto: Betina Hastoft.
Bagte portobellosvampe med tomat og gedeost

Nyd svampene som forret med brød og eventuelt lidt grøn salat til. Du kan også servere dem som frokostret eller som tilbehør til kød og fjerkræ.

6 personer

Ingredienser

  • 6 portobellosvampe
  • Olivenolie
  • Havsalt
  • Peber
  • 1 rulle Soignon-gedeost (200 g)
  • 2 tomater
  • 1 bundt basilikum
  • 4 spsk. god jomfruolivenolie

Sådan laver du bagte portobellosvampe

  1. Fjern svampestokkene, og læg svampehovederne på en plade med bagepapir med lamellerne opad. Dryp svampene med olivenolie, havsalt og peber.
  2. Skær 6 skiver gedeost, og læg en skive på hver svamp.
  3. Halver tomaterne, fjern kernerne, og skær tomaterne i fine tern.
  4. Snit basilikummen fint, og vend den i tomaterne. Rør jomfruolivenolie i, og krydr med havsalt og peber.
  5. Hæld tomatblandingen over gedeosten, og bag portobellosvampene ved 200° i 5-8 minutter, til osten er smeltet.