Lasagne er mad til sjælen, og denne variant med kylling og valnødder er ikke nær så tung som den traditionelle variant, men stadig lækker cremet - perfekt til overgangen mellem sommer og efterår! Prikken over i'et er de syltede rødløg, der giver retten et friskt bid.
Se også: Tærte med asparges og bacon
Det skal du bruge til kyllingelasagne med syltede rødløg:
4 personer - 1 time
- Ca. 350 g udbenede kyllingeoverlår
- 1 løg
- 4 fed hvidløg
- 100 g champignon
- Olivenolie til stegning
- 130 g frisk spinat
- Salt og peber
- 5 dl madlavningsfløde
- 2 dl revet høost eller cheddar
- 2 tsk. majsstivelse
- ½ dl grovhakkede valnødder
- 4-6 friske lasagneplader
Topping
- 6 små rødløg
- 1 dl eddike
- 2 dl sukker
- 3 dl vand
- ½ dl hakket persille
Vild med lasagne? Se også vores lakselasagne
Sådan gør du:
- Sæt ovnen på 175°. Skær kyllingekødet i små tern.
- Hak løg og hvidløg. Skær champignonerne i skiver.
- Steg kyllingeternene gyldne i olivenolien. Tilsæt løg, hvidløg, spinat og champignon. Steg til spinaten er blød og blank. Smag til med salt og peber.
- Varm madlavningsfløden op i en kasserolle. Bland den revne ost i, og tilsæt majsstivelsen udrørt i en smule vand. Varm op til kogepunktet, og tilsæt salt og peber.
- Put kylling, valnødder, sauce og lasagneplader i et ildfast fad i lag. Sørg for at starte og slutte med saucen.
- Gratinér lasagnen i ca. 40 minutter.
- Topping: Pil løget og halvér det. Bring eddike, vand og sukker i kog i en lille gryde. Tag gryden af varmen, og put løgene i eddikeblandingen.
- Når lasagnen er klar, toppes den med de syltede løg og den hakkede persille. Servér straks!