Konfekt

Når julen banker på døren, er det tid til konfekt. Findes der en hyggeligere december-eftermiddag, end når familien samles om bordet med julemusik og varm kakao, mens der laves konfekt til resten af juledagene?

Du kan finde en masse opskrifter på alt fra klassisk til moderne til det søde og den mere syrlige konfekt nedenfor.

Alle artikler om Konfekt

Marcipanbrød med appelsinsnickers
Konfekt med Dumle
Hjemmelavet marcipan
Chokoladetrøfler
Sunde kokoskugler
Chokolade-konfekt med skumfiduser
Chokolade-konfekt med Baileys
Konfekt med dadler, chili og kokos
Julens bedste marcipanbrød

Marcipan 

Konfekt er for mange kendetegnet ved at indeholde marcipan, der længe har været kendt i Danmark. 

Det siges, at marcipan blev opfundet i løbet af 600-tallet i det persiske rige, det nuværende Iran. Herefter blev kendskabet til marcipanen bredt til Byzans, og korsfarerne i Det hellige land lærte i 1100-tallet at værdsætte marcipanen og bragte det videre til Europa. 

I Danmark blev alt sødet med honning, og derfor vakte marcipanen stor glæde, da den allerede i 1200-tallet kom til Danmark. Dengang var marcipan forbeholdt samfundets elite, da sukkerprisen var høj. 

Jul med marcipan

Marcipan blev i første halvdel af 1800-tallet en uundværlig del af borgerskabets juletraditioner.  Her formede man små figurer af marcipan, tørrede dem og hængte dem efterfølgende på juletræet. Og som vi kender det fra sangen, blev de små figurer først vist og siden spist.

Den danske industrielle fremstilling af marcipan startede først i 1909, da en bogholder ved navn Lauritz Thobo-Carlsen overtog en lille marcipanfabrik og startede det, vi i dag kender som Odense Marcipan. 

Hjemmelavet marcipan

Det kan være lidt af en jungle at vælge den bedste marcipan til din konfekt. Som udgangspunkt er det klogt at gå efter en med et højt indhold af mandler og et lavt eller slet intet indhold af abrikoskerner, som oftest bruges som erstatning for en del af mandlerne.

Derimod kan marcipan med abrikoskerner være ganske anvendelig, når du skal lave kransekage, da den er mere velegnet til bagning. 

Er du rigtig ambitiøs med julens konfekt, kan du lave din marcipan selv:

 
Lav din egen marcipan og brug den til kager, desserter og julens konfekt. 

Nougat

Nougat er for mange også en vigtig spiller, når der skal laves konfekt. 

Der findes tre slags nougat; hvid nougat, brun nougat og Wiener nougat. 

Hvid nougat stammer fra Montélimar i Frankrig og består bl.a. af pisket æggehvide. Det er denne, vi i Danmark kalder fransk nougat. Som et anderledes indslag til julens konfekt kan du selv give dig i kast med at lave skøn, fransk nougat

Brun nougat er lavet af karamelliseret chokolade. Wiener nougat er den, vi kender som den klassiske nougat i Danmark, og denne består som udgangspunkt af sukker, kakaosmør, nødder og kakao. 

Konfekt behøver ikke bestå af marcipan og nougat. Prøv eksempelvis kokostrøfler vendt i chokolade og kokos.
De skønneste trøfler vendt i chokolade og kokos er en lækker og anderledes slags konfekt at give sig i kast med

Nem konfekt 

Konfekt består ofte af den velkendte, klassiske kombination af nougat og marcipan, som umiskendeligt er et velsmagende makkerpar. 

Men konfekt kan også sagtens være småkager, trøfler eller andre små godter, der passer perfekt på julebordet.

Kransekagekonfekt er en god måde, hvorpå du kan inddrage den velkendte marcipan og nougat, men alligevel udfordre den klassiske konfekt lidt. Prøv for eksempel de skønne og nemme nougatsmåkager eller hjemmelavede snebolde med orangesmag.

Hvis det kniber med tiden, men du synes, konfekt hører julen til, er der masser af måder, hvorpå du kan lave nem, velsmagende og anderledes konfekt uden at stå i køkkenet i flere timer. 

Cornflakestoppe

Ved hjælp af simple ingredienser, du måske allerede har i køkkenskabet, kan du lave velsmagende cornflakestoppe. Det eneste, du skal bruge, er cornflakes og chokolade efter eget valg. Det kan både være hvid, lys og mørk. Du kan også sagtens vælge chokolade med noget tilsat, eksempelvis orange eller karamel.

Sådan gør du:

  • Smelt chokoladen i et vandbad. Har du mod på det, kan det betale sig at temperere den, så den får et knæk, når du tager en bid eller skærer den over. Samtidig får chokoladen en flot, skinnende overflade.
  • Knus cornflakes ned i blandingen.
  • Rør godt rundt og hæld blandingen i små bageforme eller placér dem i klatter på et stykke bagepapir.
  • Lad toppene køle af.
  • Toppene opbevares på køl og kan holde i op til to uger - hvis de altså holder så længe uden at blive spist!

Konfekt med tempereret chokolade

Mange smelter chokolade i vandbad eller i mikroovnen uden at tænke videre over det. Det kan dog give en endnu bedre smags- og synsoplevelse, hvis du giver dig tid til at temperere chokoladen.

Det kræver lige lidt ekstra, men til gengæld opnår du et bedre resultat. Det er nemlig grundet tempereringen, chokoladen får sit velkendte knæk og sin skinnende overflade. 

Sådan tempererer du din chokolade:

  1. Chokoladen hakkes fint.
  2. Opvarm halvdelen i en skål over vandbad til 48 grader. Kom den anden halvdel op i en rimelig stor skål.
  3. Kom 2/3 af den smeltede del op i skålen med den finthakkede, usmeltede del.
  4. Lad de to smelte sammen. Tilføj kun mere af den smeltede del, hvis de ikke smelter naturligt sammen. 

Den tempererede chokolade må ikke opvarmes igen. Stivner den for hurtigt, må du tilføje en anelse mere smeltet chokolade. Overstiger temperaturen på din chokolade 34 grader, er du nødt til at begynde forfra. 

Vidste du..?

Under besættelsestiden var julen som resten af hverdagen mærket af mangelsituationen. Trods ekstra rationeringer op til jul måtte man alligevel nedjustere forventningerne til kager og konfekt. I stedet fandt man på erstatninger, så man stadig kunne nyde konfekt i juletiden. 

  • Man fandt blandt andet på kartoffelmarcipan, der bestod af mosede kartofler, flormelis, mandelessens og olie.
  • En anden marcipanerstatning bestod af havregryn, sukker, sirup, kakao, mandelessens og kaffefløde.
  • Havregrynskonfekt udgjorde også en del af julegodterne. Disse bestod af havregryn, melis, kakaoerstatning, smør, vin eller eksportfløde, kaffeerstatning og mandelessens.
  • Man fandt også på en måde, hvorpå man kunne lave et falsk chokoladeovertræk. Dette bestod af ukrydret fedt, kakao, flormelis, paraffinolie og husblas.  
  • Tørrede pærer og æbler kunne til nød minde lidt om figner, som ellers hørte julen til.