

Genvej til succes: Den store guide til grønne stueplanter
Grønne planter er ikke bare hyggelige at se på – de renser også luften, og så er de billigere og mere holdbare end afskårne blomster. Her får hurtige tips og al den viden du har brug for, for at få succes med dine planter.
Stor guide til potteplanter
Her er 6 hurtige tips, og hvis du vil vide mere, så bliv ved at læse, når vi dykker dybere ned i emnet, længere nede i artiklen.
6 hurtige tips og tricks til succes med stueplanter.
- Planter har brug for masser af sollys for at trives. Derfor er det oplagt at placere dem så tæt på vinduerne som muligt.
- Vær opmærksom på temperaturen. Mange grønne planter foretrækker 20-23°.
- Planter skal have vand, men ikke for meget og ikke for lidt. Er du i tvivl, så stik en finger ned i potten, og mærk, om jorden er tør eller fugtig.
- For at undgå overvanding med rådne rødder til følge er det bedst at stille dine potteplanter i skjulere med underskåle og vande i underskålen.
- Planterne kan også godt lide at få en let overbrusning indimellem. Brug en vandforstøver, eller sæt planterne i badeværelset, og brus dem over med vand.
- Giv gødning! Lav gerne din egen: Gå i køkkenet, og find kaffegrums eller knuste æggeskaller frem. Begge dele kan fungere fint som gødning, hvis du blander det i pottemulden. Ganske gratis og meget miljøvenligt. Kaffegrumset skal helst være tørt, inden det blandes i, da det ellers nemmere rådner.


Lys til stueplanter
Alle planter skal have lys. En plante på et mørkt badeværelse uden vinduer vil hurtigt dø. Det er også et spørgsmål om hvor meget og hvor lidt. Nogle planter kræver meget eller direkte lys, imens andre foretrækker at stå skyggefuldt.
Også her er det afgørende, at du ved hvor meget lys den specifikke plante trives med. Hvis du har plantens navn, kan du slå den op og blive klogere. Hvis du har købt en ny plante, følger der sikkert et mærkat med der giver dig nogle basale informationer. Her står der helt sikkert, hvor meget lys planten fortrækker.

Dyrk spirende mikrogrønt i vindueskarmen
Nord, syd, øst eller vest?
Alt efter hvilken vej dine vinduer vender, kan lyset være af forskellig kvalitet.
Der kommer mest lys fra syd, og i et sydvendt vindue vil planter, der kommer fra varmere himmelstrøg, trives. I sommerperioden kan planter der ikke tåler så meget sol blive svedet af i et sydvendt vindue.
Vest- og østvendte vinduer er oftest den bedste plads for stueplanter. De fleste klassiske potteplanter vil trives i sådan et vindue.
I et nordvendt vindue er lyset ringe, og planter der kræver meget lys vil mistrives. Her kan du derimod stille planter, der nyder at stå lidt skyggefuldt.

Grønne trends: De mest populære potteplanter
Brug en lysmålingsapp
Hvis du er i tvivl om lysforholdene i dine værelser så kan du downloade en lysmåler app til din telefon. Med den som værktøj, vil du få en idé om specifikke steder i rummet er meget lyse eller mørke – du kan tilmed matche det specifikke tal appen giver dig med plantebeskrivelser på nettet som noterer plantens fortrukne lys-niveau.
Der findes også apps der kan bruges som kompas, hvis du er i tvivl om, hvilken vej dit vindue vender.
Kunstigt lys til stueplanter
Hvis du vil have stueplanter, der kræver mere lys, end du kan give dem, kan du overveje at anvende kunstigt lys. Der findes alverdens LED-lamper og vækst-lys til formålet. Du kan også købe en almindelig pære med det rette spektrum. Der står på æsken, hvis pæren er egnet til planter.

Opdag den nye plantetrend
Den helt rigtige vanding af potteplanter
Når potteplanter dør, er det næsten altid fordi de har fået for meget eller for lidt vand.
7 hurtige om vanding af potteplanter:
- Stik en finger i jorden, er den våd? Vent. Er den tør? Så skal der vandes.
- Planter med tynde blade skal have mere vand end dem med tykke blade.
- De fleste planter vil have at jorden tørrer ud mellem vandingerne.
- Undgå sjatvanding. Giv nok vand til at mulden kan blive ordentlig fugtig.
- Lav en ugentlig vandedag – det passer de fleste stueplanter.
- Vandet kan være for koldt og for varmt – sørg for at det er ca. stuetemperatur.
- Planter kræver som regel mere vand i sommerhalvåret end i vinterhalvåret.

5 tips til dine potteplanter
Hvor ofte skal man vande planter?
Det er svært at give en præcis anbefaling, når de handler om, hvor ofte man skal vande blomster. Det afhænger nemlig af, hvilken blomster du har. Derfor skal man altid tjekke emballagen, eller den medfølgende snip, hvor der også står, om planten tåler udtørring og om den trives bedst i direkte sol, skygge eller delvist sol og skygge.
En tommelfingerregel er dog, at potteplanter med blomster skal have mere vand end planter uden blomster. Planter med tykke blade har indbygget reserver og behøver derfor mindre vand end planter med tynde blade. Og så skal dine potteplanter have mere vand om sommeren end de har brug for om vinteren.
Alternativt kan du slå din specifikke plante på på nettet. Hvis du er i tvivl om, hvilken plante du har, så er der flere forskellige apps, der kan hjælpe dig med at identificere arten — fx Plantsnap.
Pasning af stueplanter om vinteren
De fleste får problemer i vinterhalvåret. Her mærker planterne lyset skifte, og det forsøger at gå i vinterdvale - men indendørs i de lune stuer falder temperaturen ikke, og så er det vanskeligt at være en potteplante der har brug for en pause. Du kan læse meget mere om, hvordan du passer dine stueplanter i vinterhalvåret her.
I vinterhalvåret skal du ikke gøde, og det kan blive nødvendigt at vande mindre, selvom den tørre varme luft også kan gøre at planter tørrer hurtigere ud. Det er en balancekunst. Her er en guide til vanding af stueplanter om vinteren.
Når foråret er på vej kræver det også lidt, at få stueplanterne ud af vinterdvalen.

5 tips til at vedligeholde indendørsplanter
God jord til stueplanter
Når man ser på jord, kan det godt virke som lidt af en jungle. Hvis det er noget specielt jord, er det ofte afbildet på posen. Fx sælges mere mineralsk jord som kaktusjord. Du kan også bruge så- og priklemuld til dine sukkulenter og kaktusser.
Helt almindeligt pottemuld fungerer til stort set alle almindelige potteplanter. Hvis du ved, at den specifikke plante du har, godt kan lide at tørre ud imellem hver vanding, så kan du bruge kokosjord.

Nemme stueplanter: 8 nemme planter til stuen
Bland supplementer i jorden
Du kan blande lecakugler i pottemulden og få en bedre dræning i potten. Det bedste er at lave et lag i bunden af potten, før du kommer muld i potten.
Der findes også produkter i handlen der kan blandes i mulden, der fungerer ved at holde på fugtigheden. Det kan fx være perlite.
De bedste potter til potteplanter
Gode potter har hul i bunden og en underskål. Potter og krukker uden hul kaldes skjulere, og de er til for at pynte på plastpotten som planten er købt i. Det gode ved, at potten har hul i bunden er, at planten ikke går til, hvis du kommer til at give den for meget vand. Vandet kan sive ud, og planten undgår at drukne.
Urtepotteskjulere fungerer dårligt, hvis du planter direkte i dem. Vandet vil samle sig omkring plantens rødder og drukne dem. Har du derimod planten i en plastpotte, som står i en urtepotteskjuler, er problemet ikke lige så stort. Her vil vandet kunne sive ud af plastpotten og ned i skjuleren, men der skal ikke meget vand til før, at skjuleren er fyldt og planten alligevel står og sopper.

Pasning og placering af potteplanter
Potter af terrakotta er gode til planter, der gerne står lidt mere tørt end ellers, da vandet let fordamper fra sådan en potte. Potter der er glaserede eller af plast holder mere på fugten, og egner sig derfor bedst til planter, der godt kan lide at stå lidt fugtigt.
Var det noget med at dyrke planter i et planteterrarium? Her får du en trin for trin guide.
Savner du inspiration til flere andre spændende måder, at indrette med stueplanterne? Tjek vores guide til et DIY planteophæng her, og vores artikel om plantevægge her.
Næring / gødning til stueplanter
Der hvor du køber dine potteplanter, kan du helt sikkert også købe gødning. Der er som regel et blandingsprodukt, der indeholder alle de nødvendige næringsstoffer, som planterne har brug for. Den slags produkter kommer med en brugsvejledning til, hvor meget og hvor ofte det skal bruges.
Du kan også give dine planter næring med ting, du finder i dit køkken. Du kan give lidt tørret kaffegrums, knuste æggeskaller.

Vælg de rigtige planter til udestuen
Stueplanter til mørke rum
Svigermors skarpe tunge, der egentlig hedder bajonetplante, behøver ikke meget lys. Væddeløber tåler også dunkle rum, og det samme gælder smaragdblad.
Stueplanter til badeværelset
På badeværelset er der fugtigt, så det er oplagt at vælge planter, der nyder den slags forhold. Vær opmærksom på at badeværelset også ofte er meget mørkt. Derfor må du også vælge planter der ikke har brug for lige så meget lys.
Det kunne være orkideer væddeløber, begonie og filodendron. Også mange af de sjove kødædende planter trives på det lune og fugtige badeværelse. Her får du flere forlsag til planter der klarer sig godt på badeværelset.
Stueplanter der giver et godt indeklima.
Der er flere planter der er kendt for at give et godt indeklima. Væddeløber er en af dem. Hvis du vil se flere, kan du læse vores 10 forlsag til luftrensende planter her. Her er desuden 5 planter der er kendt for at forbedre indeklimaet. Flere stueplanter hjælper også med at holde snuen fra døren - se dem her.

Planteguides:
Vi har et væld af planteguides, her får du et udvalg:
- Guide til sukkulenter.
- Guide til pileaplanter.
- Guide til monstera.
- Guide til paradisfugl.
- Guide til gardenia.
Hvad fejler min potteplante? Sygdomme og problemer
Jorden i potterne bliver muggen
Muggen jord handler om overvanding og dårlig luftcirkulation omkring planten. Skab luft omkring planten, og sørg for at vande mindre. Du kan med fordel fjerne den mugne jord, og fylde godt op med ny frisk muld.
Gule blade på stueplanten
Ofte er gule blade et tegn på mistrivsel. Det skyldes for meget eller for lidt vand, eller for lidt lys – det er svært at sige præcist hvad, men ofte kan du regne årsagen ud ved at se på dine rutiner og på plantens plads. Hvis det kun er den side af planten der vender væk fra vinduet, hvor bladene bliver gule, er det helt sikkert fordi den mangler lys.
Potteplanten får brune blade
Får planten brune blade skyldes det som regel meget tør luft eller uregelmæssige vandingsrutiner. Sørg for at vande med faste intervaller, og sørg for, at du ikke overvander. Flyt planten fra varmekilder, og giv planten en overbrusning i ny og næ.
Vælg planter, der tåler varmen - se vores forslag til gode radiatorplanter her.
Planten har mørke plamager eller pletter på blade
Også her er der nok tale om overvanding. Se til, at planten ikke står og sopper i vand, lad den tørre ud og pas på med at overvande fremover.
Hvide eller krøllede blade på stueplanten
Hvis bladene opfører sig på andre måde end at de bliver gule eller brune er det ofte skadedyr. Skadedyr kan gøre at bladene bliver misdannede eller misfarvede.
Skadedyr i stueplanterne
Nogle af de mest almindelige skadedyr der rammer stueplanterne, er trips, spindeminder, bananfluer, sørgemyg, skjoldlus og uldlus.
Den bedste måde at undgå at få skadedyr er at sørge for at passe og pleje potteplanterne korrekt, så det er sunde og modstandsdygtige. Skadedyr rammer som regel i forvejen svækkede planter.
Her får du hjælp til, hvordan du reder en døende stueplante.
